Tag Archives: tilbage til hverdagen

Hverdag og nye tanker

Ferien er forbi, og jeg skal hilse og sige, at der er varmt på kontoret.

Det har været en fantastisk ferie! Hverken mere eller mindre. Jeg har nydt det gode selskab af gæster i sommerhuset, familie i nærheden og masser af barndoms- og ungdomsvenner. Jeg har spist, danset og fortalt røverhistorier. Gået lange ture, læst… ikke så meget som planlagt, men dog… og hygget mig. Jeg er kommet helt ned i gear, og for første gang i mange år, kan jeg mærke min krop.

Det er skønt, men det, den siger til mig, er ikke så rart. Den lider nemlig under min vægt. Mine knæ gør ondt, og jeg kan ikke bevæge mig så frit, som jeg gerne vil. Jeg er simpelthen hæmmet af kiloene, der også afholder mig fra at gøre mange af de ting, jeg gerne vil. Jeg vil gerne lære at sejle havkajak. Jeg vil gerne danse mere, men jeg tør ikke, for alle ved jo, at tykke mennesker er kluntede at se på. Ikk?

Jeg er efterhånden blevet så tyk, at jeg kan knapt kan passe mit sengetøj, og så skal der jo gøres noget, og ferien og fantastiske og inspirerende indlæg hos den kloge og kærlige Madbandit har fået mig i tænkeboks.

Jeg har nemlig prøvet alle kurene. Præcis lige som alle andre, der vejer for meget. Vi har været der: Nupo, Rigshospitalets (Yeah right!), Atkins, ananas-, ægge-, og kålsuppekuren. You name them – I have tried them all.

Og det eneste, jeg har fået ud af det, er flere kilo på sidebenene og en følelse af ikke at være god nok. For det er jo så simpelt ikke? Man skal bare spise mindre end man forbrænder. Hvor svært kan det være? Well – svært! For jeg tror faktisk ikke, det handler så meget om, hvad jeg spiser, men mere om, hvorfor jeg spiser, og hvad jeg fortæller mig selv, mens jeg gør det.

Det handler om, at jeg er godt i gang med at reducere mad til noget ondt, der kan gøre min krop fortræd og motion bliver til en straf, når faktum er, at jeg jo rent faktisk godt kan lide at bruge min krop. Jeg kan bare ikke lide at blive set i stramt træningstøj.

Men der skal ske noget. Og det skal være nu. Så jeg erklærer dagen i dag første dag med gode tanker om mig selv og min krop. Jeg vil have nydelse i mit liv – ikke forbud. Jeg vil passe på min krop i stedet for at straffe den. For det har den sgu da ikke fortjent! Den har fortjent det bedste, den kan få. Mad af god kvalitet. Ordentlig nattesøvn. Lange gåture. Cykelturen til og fra arbejde. Gode grin. Kærlige tanker. Det har den fortjent. Den har til gengæld ikke fortjent mængderne af sukker – og nu siger jeg det bare højt – mængderne af alkohol, som den er blevet budt det sidste stykke tid.

Jeg nægter at være fanatisk, fordi fanatisme i alle former er grimt. Derfor vil du også fremover kunne se mig nyde et glas kølig hvidvin på havnen i Dragør. Men det bliver ikke så ofte som før, for min krop fortæller mig, at nok smager det skønt, men det gør ikke så meget godt for kroppen. Altså lige bortset fra, at hvidvinen altid bliver nydt i det bedste selskab. Men mon ikke selskabet stadig er godt, selv om jeg drikker danskvand? Jeg tror det. Det skal i alt fald komme an på en prøve.

Det er muligt, at jeg må ty til professionel hjælp for at få styr på tankerne om mig selv. Men so be it! Jeg har allerede flere gange i dag viftet den lille djævel væk, der sidder på min skulder og griner hånligt, mens hun fortæller mig, at hun har hørt den sang før, og hun vil se det, før hun tror det.

Begynd at tro på det, Babe!

Reklamer

Home at last

Så lykkedes det sgu. Kun 12 timer forsinket er jeg nået hjem til Vesterbro, og det er ret skønt.
Tilbage til hverdag og masser af vasketøj. I morgen.

Det er godt at være tilbage, og det blev fejret med smørrebrød i forårssolen med de bedste venner. Men også på en mærkelig måde lidt uvirkeligt. Mærkeligt, fordi jeg jo for pokker kun har været væk i en uge.

Jeg glæder mig til at fordøje alle de mange indtryk, jeg har fået på turen, og forhåbentlig kan jeg omsætte dem til læseværdige artikler. Men først skal jeg lige sove.

Tilbage på fabrikken

Så er jeg kommet tilbage igen efter nogle dage med alt for store G & T’er, alt for meget vin, alt for meget svin og alt for mange grin. Og det har været så skønt! En tiltrængt saltvandsindsprøjtning – intet mindre. Tilsat alt for lidt nattesøvn, men det er jo svært at forlade et godt selskab. I alt fald for mig.

Det var derfor en noget klatøjet dame, der mødte ind til tjeneste i butikken i Valby i går. Men selv det går jo, når stemningen er i top og kollegaen er i grine- og kagehumør.

Ja, det blev sagt kage… derfor skal der strammes gevaldigt op igen. Starting today! Måske giver det helt sig selv. I aften skal jeg nemlig vaccineres, og jeg frygter, at jeg bliver hundesyg af det. Men måske gør jeg ikke.

I virkeligheden er det ikke frygt for sygdom, der skræmmer. Det er frygten for den forbandede nål, der skal jages ind i min skulder. Aj, hvor jeg synes, det er synd for mig! Det bliver en laaaaaang dag, for jeg har rigeligt tid til at piske en stemning op. Nålen skal nemlig først mases ind i min krop klokken 18… hulk…

Bliver måske nødt til at aftale et stævnemøde med mine to bedste venner, Ben og Jerry, så de kan komme og trøste mig, når det er overstået.