Tag Archives: Tour de France

Nu med luft under vingerne

Så fik jeg endelig pustet luft i mine cykler. Jeg har to, og de har så valgt at tabe luften på samme tid – hvilket jeg opdagede for et stykke tid siden, da jeg endelige havde fået overbevist mig selv om, at jeg skulle cykle en bid af turen på arbejde. De har stået og skammet siden den famøse morgen, hvor de forrådte mig, for jeg har ikke lige fået taget mig sammen til at finde et sted, hvor jeg kunne få luft i dækkene, og noget så moderne som en cykelpumpe har jeg aldrig ejet. I byen findes der et hav af steder, hvor man kan pumpe sin cykel. Det gør der ikke i Vandkantsdanmark. Måske fordi det forventes, at folk, der har råd til at bo her, kører bil.

Men den laver man ikke med mig, og derfor har jeg i dag investeret en mindre formue i en motherfucker af en cykelpumpe, for det skal ikke ske for mig igen, at jeg står en tidlig morgen, og endelig har fået timet og tilrettelagt alt for at cykle til lufthaven – og ja! Der er kun godt seks kilometer, og ja! Man har givetvis sendt mennesker til månen med mindre planlægning end det kræver for mig at cykle til lufthaven, når jeg skal på arbejde. Men sådan er det. Og det behøver vi ikke tale mere om!

Hvis jeg ellers gad gå ned i min kælder, så ville jeg vise jer den. Den ligner en mellemting mellem en miniature benzinstander og en mellemstor støvsuger. Nu kan de dæk bare komme an. Mor er klar!

Og hold da op, hvor mit dårlige knæ synes, at det er fedt at cykle igen. Knæet kan tilsyneladende godt lide at blive rørt. Det mærkede jeg tydeligt, da jeg begav mig hjem fra cykelhandleren for anden gang på raceren. Min bagdel var ikke helt enig i, hvor fedt det var. Den har tydeligvis for længst vænnet sig til sofaens bløde hynder.

For at træne knæet lidt sidder jeg lige nu, og forsøger at finde en fornuftig cykelrute, jeg kan tilbagelægge i morgen. Jeg er jo sådan en, der kan farer vild i en skotøjsæske, og jeg kan virkelig blive skræmt ved tanken om ikke at kunne finde hjem. Men min indre cykelrytter hvisker til mig, at jeg jo for helvede er på en ø. Går det helt galt så søg mod kysten og cykl indtil du rammer Dragør, Schmidt. Sværere end som så behøver det jo ikke at være.

Tilfældigt, at jeg starter min nye cykelkarriere samme dag, som Tour de France skydes i gang? Næppe!

Rapport fra Tour de Rødovre

Jeg er næppe den eneste, der har en Tour de Francerytter i maven i disse dage, når turen til og fra arbejde tilbagelægges. I morges overvejede jeg, om jeg skulle være Froome, men fordi gul er en ussel farve på mig, besluttede jeg mig for at være Fuglsang i stedet. Og jeg sprang også trikoten fra gårsdagens enkeltstart over. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg vil se særlig vaks ud i sådan en sag.

Hvis der var et Tour de France for svært overvægtige, så stillede jeg op, og jeg tror, jeg ville have en chance for at komme i klassementet. Især hvis Spinning-Arne ville være min holdkaptajn og heppe på mig. Så kunne jeg – på en god dag – godt komme i top 10. Eller 15, måske.

Jeg fornemmer tydeligt, at jeg ikke er den eneste, der ser Touren og leger prof rytter på cykelstien mellem Rødovre og Albertslund. Der er endda dem, der har udstyret så meget i orden, at de med lidt god vilje faktisk ligner rigtige cykelryttere. Hvilket man ikke kan beskylde mig for – jeg cykler i høje hæle og har pimpet cyklen med kurve både for og bag.

Men der er noget ved de hersens wannabe cykelryttere. Jeg ved ikke, om de simpelthen er for fine til at have en ringklokke på styret eller om det betyder så meget for vindmodstanden, at det har mærkbar indflydelse på fremdriften. Men hold nu kæft hvor er det irriterende at blive overhalet af en eller anden tosse i for stramt tøj, der hvæser: ”Så se dig dog for fanden for, kælling,” mens han suser forbi. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal have skæld ud, og hvis manden havde haft en ringklokke, så kunne han have gjort opmærksom på sig selv – hvis han synes, det er nødvendigt. Det ville være pænere at ringe end at skælde ud. 

For jeg ser mig for. Og jeg kører altid helt inde ved siden, fordi jeg selv bliver irriteret over tosserne, der skal cykle på midten af stien, så ingen kan komme forbi. Men jeg har dog en ringklokke, så jeg kan gøre vedkommende opmærksom på, at jeg kommer. I god tid!

Og når jeg overhaler, så kører jeg et stykke forbi og ser mig tilbage, før jeg kører ind til siden igen. I modsætning til cykeltosserne, der kører så snært på, at jeg nogle gange har lyst til at inviterer dem op i cykelkurven.

Må jeg i øvrigt gøre opmærksom på en ting, kære medcyklister? Det kan godt være, at du har brugt en formue på cykeludstyr og cykeltøj. Men selv dyre cykelbukser slides i bagen, og det er et ærgerligt syn at blive overhalet af en, hvis bukser er så tyndslidte, at man kan tælle hårene i røven på vedkommende, der suser forbi.

Og så er der de virkelige cykeltosser. Dem, der kan balancere på jernhesten langt ud i krydset. Jeg tænker, om de mon pulveriserer, hvis de sætter foden i jorden? Jeg tror det, for ellers er der vel ingen gyldig grund til at sætte liv og lemmer på spil. Jeg har aldrig helt forstået fidusen. For du kommer jo ikke hurtigere frem. Du lever måske bare et mere spændende liv – i overhalingsbanen. Bogstaveligt talt.

Det var dagens sure opstød fra etapen i Tour de Rødovre.