Tag Archives: træning

Føj, en ærgerlig cocktail

Vi spiser morgenmad sammen på mit arbejde hver fredag. Således også i fredags. En kollega spørger mig, hvad jeg skal lave i weekenden, og jeg fortæller, at jeg først og fremmest skal arbejde, for jeg er langt bagud med nogle freelanceopgaver. Jeg skal også mødes med Ingeniøren, der er på besøg fra Amerika og endelig skal jeg ned og træne. Det sidste fik pænt meget opmærksomhed, og jeg noterede mig, at jeg simpelthen må blive bedre til at poste på Facebook, hver gang jeg har rørt en lillefinger. Den slags aftvinger tydeligvis respekt.

Nuvel – jeg fortæller også, at jeg fredag eftermiddag skal mødes med min personlige træner til noget opfølgnings-halløj, hvor hun skal tjekke, at jeg bruger redskaberne rigtigt, at jeg holder nakken lige, skuldrene ned, maven inde og røven strakt eller hvordan det nu er. Jeg får fortalt, at jeg ikke er helt overbevist om effekten af træningen. Min chef udbryder: ”Det er skide godt, men du skal give den gas. Du skal dø en lille smule hver gang!” Jeg tænker, at det fandeme er godt, at hun er min chef og ikke min træner…

Jeg kom til opfølgning hos min træner, der heldigvis siger, at jeg ikke skal dø lidt hver gang. Til gengæld er hun ikke synderligt imponeret over frekvensen af min træning. Hun mener ikke, at en træningsdag på halvanden uge er imponerede, men til gengæld er hun ret imponeret over, hvor mange undskyldninger jeg altid har på lager. Så før jeg fik lov til at smutte hjem og holde weekend, skulle jeg fortælle hende, hvornår i den kommende uge, jeg vil træne. ”Så følger jeg op på det, og tjekker om du har været her.” Gid fanden havde hende! For det betød jo, at der ikke var nogen vej uden om i dag, og lad mig bare sige det, som det er: Træning og tømmermænd er en sjælden skidt kombi. Føj da.

For der skete nemlig det i går, at min bedste ven skrev og spurgte, om ikke vi skulle drikke os fulde. Den slags tilbud er virkelig svære at afslå, men jeg var voksen. Takkede pænt nej, for jeg skulle jo mødes med Ingeniøren, og jeg skal have den artikel færdig i dag. Det stå slet ikke til diskussion, og det ville normalt heller ikke være noget problem, for Ingeniøren og jeg bliver aldrig fulde, når vi mødes. Bortset så lige fra i går, hvor jeg da simpelthen ikke ved, hvad fanden der skete. Jeg fik en sms i morges om, at han var virkelig glad for, at gaderne i Den solgule idyl er så smalle, så man ikke kan falde, når man stavrer hen over brostenene for at komme hjem i seng.

Min morgenmad i dag har bestået af kaffe og panodil, men jeg har fået trænet, og det vil jeg gerne roses for.

Og artiklen? Tja, jeg er kommet til overskriften, som ikke er særlig fængende, men nu mangler jeg bare 3996 ord mere, så sidder den lige i skabet.

Bliv nu for fanden voksen, Bente!

Reklamer

Pausegymnastik og Giro 413

Jeg bliver simpelthen nødt til at dele den fantastiske oplevelse, jeg har haft i dag.

Engang for næsten 20 år siden gik jeg til callanetics sammen med en skøn veninde. Selv efter så mange år taler vi tit om, hvor effektivt, vi syntes, det var, så da jeg så, at AOF Rødovre havde et callaneticshold, så skyndte jeg at melde mig til. 70 lektioner (!) Fra nu til engang næste sommer.

Og det var fantastisk! Intet mindre! Jeg vil tro, at vi er tre unge damer midt i 40’erne. De øvrige er i 50’erne, 60’erne og ja måske i 70’erne. Og de er skønne. Vi er ni kvinder og en mand på holdet.

Øvelserne minder på ingen måde om de øvelser, jeg husker fra dengang nede i 90’erne, hvor jeg sidst forsøgte mig med disciplinen. Det her minder i stedet om pausegymnastik – det der var i radioen, da jeg var barn. Og øvelserne bliver udført til tonerne af Giro 413 musik. Det er vidunderligt.

Jeg er simpelthen havnet i en skøn lille tidslomme i Rødovre. De næste 34 lørdage vil man kunne se mig svinge med armene i halvanden times tid. Og nøj, det er sjovt, og nøj, hvor bliver man taget godt imod af de andre damer, der synes, det er skønt, at der kommer nyt blod på holdet, der tilsyneladende har eksisteret altid.

Instruktøren hedder Mona. Allerede der bliver jeg glad. Hun er på størrelse med en kvart pose morgenbrød og har de rødeste læber, jeg nogensinde har set. Og så er hun altså tættere på at være 90 end 40. Men hun er skøn, sød og opmærksom, og sørger for at vi andre får lange pauser, når hun kæmper for at finde ud af, hvordan kassettebåndoptageren fra 70’erne fungerer. Jamen jeg er nærmest lykkelig i det selskab. Hvornår har man sidst set kassettebånd, der stadig bliver brugt?

Tiden fløj af sted, og det langsomme tempo til trods, så fik jeg sved på panden. Nu står der så løb på programmet. Det betyder ikke, at tempoet bliver sat voldsomt op, men jeg nævner det bare for at prale lidt.  Ja – I må gerne kalde mig Sporty Spice.

Mit møde med guillotinen

For en uges tid siden, lå der en mail i min indbakke. Den var fra Else Marie, og hun havde fået den idé at tage til træning samme sted, som de rige og smukke træner. Og så synes hun da, at jeg skulle med. Hvis du ikke kender Else Marie, så mød hende på bloggen. Hun er sjov!

Og jeg forstår hende godt, for hvis du vil være sikker på, at der er en, der ser dummere ud end dig selv i en træningssituation, så er jeg den helt rigtige at tage med.

Jeg læste om træningen, kiggede på billeder og to ting fik mig til at takke ja: Dels ville jeg gerne møde Else Marie ude i virkeligheden, dels mente jeg at kunne læse – mellem linjerne, bevares – at træningen ville være så effektiv, at en prøvetime ville kunne gøre selv mig bikiniklar.

Det lokkede også lidt, at maskinerne, vi skulle træne i, ligner guillotiner. Jeg tænker, at skal man kvæles under motion, så skal det da næsten være i sådan et apparat. Så jeg sagde ja, og i går oprandt så dagen.

Hold nu kæft. Det var hårdt, men det var også sjovt, selv om jeg blev sur undervejs, fordi jeg syntes, instruktøren pressede for hårdt og ikke tog hensyn til hende med de ødelagte knæ, hende med den dårlige ryg etc. Og vi taler altså ikke om mig nu… vil jeg bare lige sige.

En del af konceptet i det her træningscenter er, at man aldrig må give op. Man skal blive ved. Også når det gør ondt. Derfor har de klistret skilte i maskinerne, der skal virke opmuntrende.

Hos mig stod der: Vi kaster op, før vi giver op!

O no we don’t! Ikke mig i alt fald. Og skiltene og den massive pressen på er det, der får mig til at tænke, at det var sjovt at prøve, men det er ikke for mig. Hvilket er rigtig godt, for SKAT har jo sørget for, at jeg heller ikke har råd.

Men træningen var såmænd god nok, kan jeg mærke i mine arme i dag. Og så var det dejligt at møde Else Marie. Næste gang bliver over en kop kaffe og hvem sagde kage?

Lige ved og næsten

Forleden sad jeg med fingeren på enter-knappen og var lige ved at opsige mit medlemsskab hos Fitness World. Ikke fordi der er noget galt med dem – det er der bestemt ikke, men der er noget galt med mig.

Jeg er konen med den uendelige række af dårlige undskyldninger for, hvorfor jeg ikke liiiiige kan komme til træning. En dårlig dag hos mig, er en dag, hvor jeg ikke kan se en udvej og en undskyldning. Med det resultat, at jeg nu har været medlem længe, troligt har betalt, men på ingen måde har overbelastet maskinerne. Det er sådan nogle som mig, de elsker. Jeg betaler, men fylder ikke i lokalet.

Any way – grunden til at jeg aldrig fik trykket på enter, var, at jeg har fundet en træningsbuddy, der må være verdens mest tålmodige væsen. Hun har i alt fald indvilliget i at vente på mig, til jeg er helt over al sygdom, og nu kan jeg vidst ikke trække den meget længere. Teknisk set kan man vel godt træne, selv om man ikke kan høre noget, ikk?

Og i eftermiddags, bedst som jeg sad på sofaen og udførte min yndlings sportsdisciplin – overspringshandlinger – fik jeg endnu et argument for ikke at melde mig ud.

Nu viser det sig nemlig, at der åbner et Fitness World i… ja, Rødover Centeret selvfølgelig. Godt nok først til august, men det passer nok nogenlunde med den tid, jeg skal bruge for at tage mig sammen og få pakket en taske.

Altså – på en eller anden måde så kan jeg sgu ikke andet end at holde af de Fitness folk. Så jeg fortsætter med at betale lidt endnu, og satser så på, at de rykker Gasværksvej til Rødovre.  Så skal I se mig aktiv som bare fanden!

Bye bye Fitness World

Så blev det efterår og tid for mig til at krybe tilbage til Fitness World i Valby for at få lavet det der personlige træningsprogram, jeg ville have lavet i sommer. Hvor det ikke var muligt, fordi de kørte på “sommerbemanding.”

Nu kører de så på “vinterbemanding.” Tror jeg. For der er stadig ikke mange tider at vælge mellem. Der bliver kun lagt program to af ugens syv dage. Og det er selvfølgelig de to dage, hvor jeg aldrig kan. Eller rettere – hvor jeg ville kunne, hvis det kunne blive omkring fyraften. Men nej – jeg skal vente mindst en time. Og sådan er jeg ikke. Jeg venter ikke på at træne. Basta!

Jeg kan lige så godt være ærlig. Jeg ved bare, at hvis jeg skal sidde og vente i over en time på at få lov til at betale for at tale med en personlig træner, der helt sikkert vil fortælle mig, at jeg skal se at lette røven og få gjort noget ved de mavemuskler, der efterhånden ikke er der mere, så melder jeg afbud. Og selv om jeg ved, at jeg nok burde have været mere fleksibel, så blev jeg alligevel lidt vred over, at de ikke er mere fleksible. Jeg betaler dog for den service det er at få lagt et program.

Men på den anden side – de ved sikkert, at jeg har mere brug for dem, end de har for mig. Trist! Jeg var sgu trist, da jeg kørte hjem, men jeg må jo forsøge at finde alternativer – et sted, hvor man har tid til at tage i mod mine penge og hjælpe mig i gang.

Det var så det eventyr – og her syntes jeg ellers lige, at det gik så godt.

Tag jer nu sammen!

Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at samtlige ugeblade, aviser og magasiner svulmer over med slankekure i januar. Old news!

Og på reklamerne i tv bliver vi også lige gjort opmærksomme på, at det er nu – lige nu – vi  skal lette røven og komme i form. Heller ikke ligefrem breaking news.

Men er jeg den eneste, der bliver en lille smule irriteret over fx Fitness Worlds reklame, der UDELUKKENDE viser unge, veltrimmede mennesker i super form?

Hør nu her – det er jo ikke de mennesker, I skal lokke i centeret, kære Fitness Freaks. De er der jo allerede. De har knækket koden.

Det er mig og andre helt almindelige, dovne mennesker, I skal fange. Os, der har alle undskyldningerne for ikke at komme hos jer. Ikke fordi vi ikke ved, at det er sundt og at vi får det bedre af at besøge jer jævnligt. Bare fordi det er svært at komme i gang, og fordi vi føler os udenfor i de perfektes verden.

Alle os, der ikke har six pack. Hvor mange kvinder – bortset fra dem i Fitness Worlds reklame – har egentlig det? Synes ikke jeg ser mange, når jeg kigger mig omkring.

Jeg ved godt, at I vil vise mig drømmen: At det skal forestille mig på den spinningcykel eller mig, der laver lækre latinmoves. At jeg skal forestille mig, hvor lækker jeg bliver, hvis jeg melder mig ind – uden binding.

Men kære venner! Det har den modsatte effekt på mig. I giver mig mindreværd allerede inden, jeg er kommet ind ad døren. Jeg tænker: “Skal jeg være så perfekt for at være med?” Og så kigger jeg mig i spejlet og konstaterer, at det varer rigtig længe, før jeg i så fald vil føle mig tilpas.

Det er svært nok uden billeder af de perfekte mennesker, for jeg ved jo, at jeg er hende, der aldrig lærer trinnene. Hende, der synes det er vildt hårdt at spinne op ad Alpe d’huez. Hende, der ikke kan løfte de tungeste vægte. Hende, der altid må give op før alle de andre på holdet.

Jeg er også altid den tykkeste på holdet. Som regel også den højeste. Så søde venner – min selvtillid og mit selvværd er i forvejen helt i bund. Og nu viser I mig så perfekte mennesker, der kan følge med og som ser perfekte ud, og så tror I, at det giver mig lyst til at slæbe min jule-tunge krop ned til jer… WRONG!!!

Hvorfor kan I ikke bare vise helt almindelig mennesker? Ikke nødvendigvis de tykkeste. Heller ikke de grimmest. Bare helt almindelige mennesker, som ikke er perfekte. Så tror jeg altså, at det ville være lettere at få et tilhørsforhold til jeres centre. Og så ville der i alt fald være én undskyldning mindre for ikke at komme hos jer. For tro mig – jeg vil gerne!

Det der træning…

Spørger du stadig, hvornår jeg sidst har været nede og træne? Mærkeligt, men på en måde også et vidunderligt relevant spørgsmål. Det er nemlig sådan cirka ti minutter siden.

Jeps – jeg lettede røven og tog til Latin Mix. Er stadig ret vildt med det navn, selv om jeg ved, at uanset hvor meget latin man mixer i mig, så bliver jeg bare aldrig et hit på et dansegulv.

Gud fader bevar mig vel, hvor var jeg et ynkeligt syn i dag. “Vrik med hofterne,” skreg den søde instruktør, og det gjorde jeg også, men al fedtet resten af kroppen fulgte ligesom med, hvilket betød, at jeg lignede en, der var gået i seriøse kramper og ikke så meget en latin dansemus.

“Tag armene med nu!” fortsatte instruktør-damen. ”Hell no!” tænkte jeg, fordi jeg var bange for at blive kvalt i flyvende lemmer og vuggende fedt.

Det var et sørgeligt syn. Og det var pinligt… især da hun bad os stille os i en stor rundkreds og danse sammen. Der blev det bare endnu tydeligere, at jeg ikke anede, hvad jeg lavede og slet ikke kunne huske koreografien. Men ved I hvad? Det var skide sjovt alligevel og det var skønt at komme i gang igen!

Nu har jeg det skønt og forsøger at få min krop til at forstå, at sådan bliver det også, når jeg kommer hjem fra spinning tirsdag morgen klokken otte, og timen er overstået. 

Resten af dagen i dag vil jeg være stolt af mig selv. Bare så I ved det!

Og tak for kommentarer og mails, der alle har været med til at vække motivationen igen. Det var på tide, at jeg kom i gang igen.