Tag Archives: vægt

Skrid ud af min tallerken!

ADVARSEL: DETTE INDLÆG ER BÅDE LANGT OG NAVLEPILLENE

Jeg har brugt flere dage på at tænke over, om jeg skulle skrive det, jeg skriver nu. Nogen vil helt sikkert føle sig stødt på manchetterne. Nogle vil måske endda blive sure. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at det er den risiko, jeg må løbe, hvis jeg skal blive bedre til at dele, hvad jeg føler og tænker. Jeg får ofte at vide, at jeg er svær at komme ind på livet af. Det er ikke ond vilje – det er bare fordi, jeg er vildt dårligt til at åbne for det mest private.

Men øvelse gør måske mester. Eller også ender jeg som hende, alle har vendt ryggen. So be it!

Så nu skriver jeg bare…

For to en halv uge siden begyndte jeg på et kickstart-forløb hos Madbanditten, som jeg er endog virkelig stor fan af. Faktisk er jeg ret pjattet med hende, og det er store ord fra en vestjyde. For dig, der ikke kender hende – hvis du findes – så kan du tjekke hendes blog her: madbanditten.dk

Jeg er så heldig, at jeg kender Madbanditten aka Jane ude i virkeligheden, og jeg elsker hendes ukomplicerede tilgang til mad og krop. Hos hende er intet forbudt, men der er fornuftige og ufornuftige valg. Og så laver hun rigtig mad – uden tilsætningsstoffer og andet skrammel. Bare god, gedigen mad, man kan blive mæt af. Og jeg har købt og betalt for at blive holdt i hånden af Jane i 28 dage. Jeg har fået opskrifter, motionsforløb, daglige gode råd og info om, hvad fanden det er, jeg har kastet mig ud i og hvad der sker i min krop undervejs.

Jeg er blevet klogere og gladere. De første 17 dage er godt overstået. Jeg er kommet over de første begyndervanskeligheder med utilpashed, træthed etc. som altid opstår, når jeg lægger min kost om. Det er heldigvis afløst af fantastisk nattesøvn, god energi, en vidunderlig ro i kroppen, fødder der ikke længere gør ondt, en mave der fungerer og minus fem kg på vægten. Og forleden kunne man se mig løbe op ad trapperne på Nørreport. Det er sgu aldrig set før. Så langt så godt.

Der er flere grunde til, at jeg valgt dette forløb. Ganske kort kan det opsummeres således:

  • Jeg har et farligt højt BMI – ifølge Sundhedsstyrelsen er jeg i højrisiko for hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
  • Jeg er godt på vej til at cutte 8-10 år af mit liv – min overvægt er farligere end rygning.
  • Jeg har behov for at gøre noget godt for mig selv og få en sundere krop efter chokket over min kræftdiagnose.
  • Jeg skal krydse Skotland til fods lige om lidt, og det kunne blive en udfordring med de smerter, jeg har haft i mine fødder. Plus de mange ekstra kilo, jeg skal slæbe på.
  • Jeg har brug for at bevise overfor mig selv, at jeg faktisk kan udrette noget. Det har jeg ofte svært ved selv at tro, og selvom mine omgivelser er søde til at fortælle, at jeg fx sagtens kan klare det nye job, så tvivler jeg selv engang imellem.

Så altså. Jeg har brug for at passe godt på mig selv og bevise, at jeg faktisk kan udrette det, jeg sætter mig for. Og jeg er vildt stolt af, at jeg i de sidste 17 dage har gjort så meget godt for mig selv, at jeg nu sidder og kan mærke gevinsterne på og i min krop.

Men! Hvad jeg ikke havde forudset, da jeg sprang ud i projektet, er alle de himmelvendte øjne og de mange kommentarer: ”Skal du bare sidde der og være kedelig?”, ”Come on! Et glas vin skader sgu da ikke”, ”Det lyder ikke sundt. Du skulle prøve (indsæt selv alverdens forslag) i stedet.”, ”Du falder jo alligevel i. Du har jo prøvet før, så tag nu et glas”, ”Uhmmmmm, den her dessert smager godt. Synd at du ikke må smage!”, ”Nu skal du jo heller ikke blive fanatisk”.

Og jeg kunne fortsætte listen. Og det gør mig faktisk både forundret og utilpas til mode. For hvorfor er det nødvendigt at have en holdning til den mad, jeg putter på min tallerken? Og er jeg virkelig så umulig at være sammen med, når jeg er ædru?

Som en del af kickstarten er der oprettet en lukket gruppe på Facebook. Jeg valgte at dele mine oplevelser med de andre derinde, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, om det er mig, der er nærtagende. Og jeg vedkender, at det kan jeg være, for der dukker rigtig mange følelser op, når man er i sådan et forløb.

Jeg fik over 30 lange kommentarer fra andre, der oplever det samme. Nogle lukker sig inde, og vil ikke deltage i arrangementer og fester, fordi de har svært ved alle kommentarerne, der kan virke sårende. Tænk lige over det et øjeblik… Intet socialt liv fordi omgivelserne har svært ved at forstå og acceptere et høfligt nej tak. Det er tankevækkende. En skrev noget i retning af: ”De mennesker, der fortæller mig, at jeg er tyk og ikke burde spise det stykke kage, er de samme mennesker, der bliver forarget, når jeg siger nej tak. Det er svært at gøre noget rigtigt”.

Når jeg oplever, at andre siger nej tak til vin, is eller kage, tænker jeg altid i mit stille sind: ”Fedt! Så er der mere til mig!” Hvilket selvfølgelig forklarer, hvorfor jeg har pakket så mange ekstra kilo på min krop. Andre tænker tydeligvis ikke sådan, for jeg har virkelig følt, at jeg skulle forsvare, at jeg har givet mig selv et løfte om at passe godt på mig selv i 28 dage. Jeg har også skullet forsvare, hvorfor jeg spiser, som jeg gør. Og jeg er blevet ked af de løftede øjenbryn og de himmelvendte øjne, fordi de får mig til at føle mig forkert eller som festens paria.

Så min opfordring fra nu er: Skrid ud af min tallerken og hop op af mit glas, og glæd dig over, at vand er billigere end vin, når jeg er gæst, og at der er mere kage til dig, når jeg takker nej. Og jeg føler virkelig ikke, at jeg går glip af noget som helst. Til gengæld oplever jeg en fantastisk følelse i min krop.

Uanset, så har jeg tænkt mig at fortsætte, for jeg mærker en enorm forskel i min krop. Og jeg føler intet afsavn. Samtidig nægter jeg at lukke mig inde, for jeg har stadig 40 kg, der skal væk. Jeg ville blive den mest ensomme person i verden.

Selvfølgelig kommer der en dag, hvor jeg vælger at drikke et glas vin eller spise en is. Men det bliver bare ikke lige nu. Og når det bliver, så er det forhåbentlig, fordi jeg træffer et bevidst valg og ikke fordi, jeg ikke længere kan takle de himmelvendte øjne og de irriterende kommentarer.

Og jeg forstår godt, at det kan være svært at forstå, at jeg må spise ost og flæskesvær, men ikke kartofler og ostepops. Men behøver du have en mening om det? Eller rettere – behøver du fortælle mig, hvad du mener om det?

 

 

Reklamer

Den helt rigtige kur

I dag er min sidste dag som 46årig, men det er helt ok. Jeg har nemlig i mange måneder gået rundt og troet, at jeg var 47. Det bliver jeg først i morgen, så jeg føler, at jeg har fået et år forærende, og det er en ret skøn fornemmelse.

Der er jo det med fødselsdage, at de blive mindre og mindre attraktive, jo ældre man bliver. Ikke fordi jeg har noget som helst imod at blive ældre. Det er mere det der med, at der ikke længere er så meget fest over sådan en dag. Det er bare endnu en hverdag. I alt fald når dagen falder på en tarvelig mandag, som min har valgt at gøre i år. Så er det jo bare arbejde som en hvilken som helst anden dag.

Og dog – jeg er ganske sikker på, at der vil være pyntet med flag, når jeg rammer kontoret i morgen tidlig, men ellers er det jo bare business as usual. Men så er det jo dejligt, at man kan lade sig fejre på forskud, og det gjorde jeg i går.

For nogle år siden gik jeg ikke så meget op i det der fødselsdagshalløj, men da Bedste-veninden blev syg, gik det op for mig, at det er vigtigt at fejre hvert år, vi får lov at være her. Det er jo ikke en selvfølge.

I det hele taget tror jeg, at det er vigtigt, at vi fejrer mere. Det kan være små ting – fx fejrede jeg også, at jeg havde afleveret min opgave tidligere på sommeren. Den kloge ville nok have ventet med at skåle til en god karakter var i hus, men jeg er ikke klog, så jeg fejrede, at opgaven var færdig og afleveret til tiden. Og nu hvor eksamen er overstået, er jeg da glad for den beslutning, for der var ikke grund til at skåle meget over resultatet. Selv om jeg da også fejrede det med en kold øl og thaimad i godt selskab. Og jeg tror virkelig på, det er vigtigt at markere de små sejre. Lidt mere fest i hverdagen – det kan ikke være skidt.

Så jeg inviterede gæster i går. Det var bare et stille og roligt arrangement uden de store armbevægelser. Vejret var heldigvis på min side, så vi kunne sidde ude i min lille gårdhave og spise, drikke og hygge. Det var en skøn dag, og jeg bliver simpelthen nødt til at blive bedre til at invitere til den slags uformelle samlinger. For det er hyggeligt bare at være omgivet af skønne mennesker, der hver især betyder en masse i mit liv.

Jeg kan godt lide at have gæster, men jeg har det sjældent, fordi jeg altid bliver ramt af den der angst for, at det ikke er ”godt nok”. Det har jeg besluttet mig for at skide på fremover. Når man er 47 år, er det på tide at blæse på den slags rigide konformiteter, for hvem fanden bestemmer, hvad der er godt nok? Og er det vigtigste ikke bare at være sammen? Det tror jeg da nok, at det er!

Men der er lige en anden ting… når man har gæster, har man også opvask, og jeg har ingen opvaskemaskine. Det har jeg aldrig set som et problem, men det kan det jo blive, hvis jeg vil gøre alvor af min plan om flere gæster. Så er det ikke sikkert, at jeg vil nyde bunkerne af opvask bagefter.

Problemet er, at mit køkken er så småt, at jeg skal vælge mellem komfur eller opvaskemaskine. Der kan umuligt blive plads til begge dele. Desværre. Men efter en sommer, hvor jeg bestemt ikke har holdt mig tilbage med hverken mad eller drikke, og hvor mit tøj nu strammer så voldsomt, at jeg ikke kan trække vejret, når jeg er iført fast linning, så er jeg faktisk efterhånden ret overbevist om, at det vil være både sundt og fornuftigt at skifte komfuret ud med en opvaskemaskine. Så står der bare pølsebord på menuen fremover, men hvad er der også galt med det?

Jeg har grinet så højt over dette vidunderlig indslag fra Marens blog, fordi jeg fuldstændig kan kende mig selv. Jeg ville blot tænke det, ikke sige det højt.

Jeg er fuldstændig vil med Maren, selv om jeg mistænker, at hun nogle gange lurer ind ad vinduerne hos mig, for hun rammer så ofte plet, og jeg kan næsten altid genkende mig selv. En kende skræmmende faktisk. Du bør kende Maren. Hvis ikke så smut forbi på www.marensblog.dk

Jeg er fuldstændig vil med Maren, selv om jeg mistænker, at hun nogle gange lurer ind ad vinduerne hos mig, for hun rammer så ofte plet, og jeg kan næsten altid genkende mig selv. En kende skræmmende faktisk. Du bør kende Maren. Hvis ikke så smut forbi på http://www.marensblog.dk

Og mit forslag vil så være: Slut med vinen og ud med komfuret. Mon så ikke vægten begynder at krybe nedad? Det er sgu da værd at prøve.

Kom så vægt!

To en halv uge. Så længe har jeg ikke rørt sukker, hvidt brød og den slags. Mængden af alkohol er også skåret betragtelig ned, omend der er røget et par glas ned i festligt lag. Sådan må det være, for som jeg har beskrevet før, så handler det jo om at finde en måde at spise og drikke på, som jeg kan leve med i fremtiden.

Det har faktisk været ret nemt. Jeg savner ikke de søde sager, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville sætte pris på det, hvis min vægt ville lege med. Men det vil den ikke. Den svinger et kilo op og ned hver dag. Altså mellem de samme to tal. Stædigt holder den fast i legen, som jeg begynder at synes, er lidt træls.

For nej – fokus skal selvfølgelig ikke kun være på vægten. Heller ikke selv om det, set fra et sundhedsmæssigt perspektiv, er vægten og mængden af fedt på min krop, der er vigtig. Men når nu ikke vægten gider lege med, så må jeg holde fokus på noget andet. Og det prøver jeg så.

Jeg kigger på min hud, der er blevet pænere. Den ser simpelthen friskere ud. Jeg sover også dejligt om natten, men det kan selvfølgelig hænge sammen med, at jeg er ualmindeligt træt, når klokken slår 22. Hvilket er lidt sært, for jeg er udpræget B-menneske.

Jeg har også fået en skøn ro i kroppen og føler, at jeg har mere energi, når jeg er på arbejde. Og så er der knæet og maven, der har det så meget bedre. Faktisk mener jeg at kunne se, at min mave er blevet lidt mindre oppustet. Summen af det hele gør, at det er nemt at holde lysten til sukker stangen.

Det er alt sammen fint, og jeg er glad og tilfreds. Men lidt vrissent har jeg alligevel lyst til at råbe til vægten: ”Nu tager du dig eddermame snart sammen og begynder at kravle lidt ned igen. Tarvelige kælling!”

Det går op og ned. Og op igen

Det går op og ned. Med vægten altså. Smed fire kilo på en god uges tid, men det er selvfølgelig ikke realistisk. Så nu justere min krop sig selv, og vægten viser nu “kun” minus tre kilo.

Det er ok. Det er stadig et fint vægttab, og jeg forstår ærlig talt godt, hvis min krop er lidt forvirret og ude af balance, når jeg tænker på, hvad jeg har budt den de sidste mange år.

Det er selvfølgelig med et dybt suk, at jeg konstaterer, at vægten ikke bare fortsætter ned i rekordfart, for hvor havde det været nemt, hvis det var tilfældet. Men det er faktisk ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at jeg spiser god og nærende mad, som min krop trives med.

Jeg har besluttet, at der ikke er noget, jeg ikke må spise. Må for hvem? Det er der sgu ingen der skal bestemme. Og jeg vil ikke være fanatisk. Det klæder ingen. Men jeg forsøger at mærke, hvad min krop fortæller mig, og den siger ret højt og tydeligt, at den trives med den mad, jeg spiser lige nu. Den har faktisk ikke brug for is, bare fordi det er varmt ude. Den savner heller ikke de nogle gange massive mængder sukker, jeg plejer at byde den. Den er faktisk godt tilfreds med at få rigtig mad. Jeg må tro på, at den har ret, for jeg mærker jo forskellen fra “før til nu” – og det på trods af, at jeg kun har været i gang med min nye livsstil i mindre end to uger. Det er sgu da meget godt.

Ja ja – det lyder helligt, det ved jeg godt, og det er ikke meningen. Jeg gør mig bare en masse tanker for tiden om, hvorfor jeg har brugt så mange år på at være så hård mod mig selv. Hvorfor jeg har brugt mad som både belønning og straf. Det er jo et skråplan. Mad er “bare” mad. For mig er det også nydelse og vigtigt af alt – det er energi, der får min krop til at fungerer.

Jeg har ikke lyst til at noget mad skal være forbudt, og jeg forsøger at slette udtrykket “falde i” fra min bevidsthed. “Jeg faldt i…” Sludder! Du spiste en kage. En is. Drak et glas vin. So what! Du er bare et menneske, og hvis du nød det, mens du spiste det, så er der ingen grund til at fortælle dig selv, at du har gjort noget forfærdeligt, og alle forsøg på at være sund nu er spildte. Vel, Bente?!

Det handler jo ikke kun om at smide en masse kilo. Det handler jo også om, hvordan jeg vil leve mit liv fremover. Om at finde en balance og ikke hele tiden skifte mellem “Nu æder jeg kraftstejlme alt, hvad jeg kan komme i nærheden, for jeg er ligeglad eller nu spiser jeg ikke noget, for nu skal jeg fandeme være sund.” Lidt sådan har jeg haft det indtil nu, og det er jo virkelig dumt.

Som en rutsjebane…

Vægt er noget mærkeligt noget! Sådan er det bare!

Man skulle jo tro, at jeg – efter at have ørlet godt og grundigt foran ham, jeg gerne vil gøre et godt indtryk på – ville have tabt mig. Men næ nej – i stedet var vægten steget næsten halvanden kilo. Efter en dag med chips og hvidt brød med tandsmør var vægten stabil. Stædigt holdt den fast ved plus halvanden kilo. Så en dag med fisk, grøntsager og vand – men nej – vægten rokker sig ikke.

Så kan det sgu da også være lige meget, tænkte jeg i går og gik helt barnligt ind for at købe siciliansk is. Et ordentligt bæger fyldt til randen med lakridsis. Bagefter røg de to sidste stykker chokolade, der lå i skabet fra weekenden, ned. Og hvad sagde vægten så i morges? Minus halvanden kilo…

Nu spekulerer jeg så på, om det mon er for tidligt at konkludere, at siciliansk lakridsis kan redde ethvert vægttab og jo mere jeg spiser af det, jo slankere bliver jeg. Overvejer seriøst at bruge mig selv som testperson.