Tag Archives: vægttab

Nu som eremit

Det har godt nok været en mærkelig uge. Jeg har lært en masse nyt. For eksempel ved jeg nu, hvordan det må være at være eremit. Jeg har simpelthen trukket stikket fuldstændigt i forhold til alt, der bare minder om socialt samvær. Jeg har sagt nej tak til et par middagsinvitationer, hygge i kolonihaven med dejlige damer og øl og musik på havnen.

På ingen måde fordi jeg ikke har lyst til selskabet, men fordi jeg har haft brug for alenetid for at få mine tanker på plads. Det klarer man selvfølgelig ikke på en uge. Det kommer til at tage lang tid, men det har været skønt med en uge bare til mig selv.

Der er røget knap fire kilo i den uge, og det er selvfølgelig en god start på kuren, men det er faktisk ikke det, der er det vigtigste. For egentlig er det jo ikke så svært at tabe sig. Det sværere er at blive ved, når de gamle vaner og destruktive tanker pludselig tager over. Det er jeg meget bevidst om og prøver derfor noget helt nyt: kærlige tanker til mig selv.

Jeg øver mig i at mærke, hvordan min krop har det. Er jeg faktisk sulten, når jeg går ud for at lave mad, eller er det bare fordi klokken nærmer sig 18.30? Har jeg brug for noget at spise, eller keder jeg mig bare? Og så har jeg fulgt et råd, jeg fik her på bloggen, om mindfullness. Jeg har downloadet en app og bruger hver dag en halv time på at “scanne” min krop. Jeg aner ikke, om jeg gør det rigtigt, og jeg oplever tit, at mine tanker tager på udflugt undervejs, men jeg oplever faktisk også bagefter en større bevidsthed om, hvordan min krop har det lige nu. Det er bare små ting, men det er skønt at blive opmærksom på.

Jeg kan jo ikke blive ved med at lukke mig inde og gemme mig for omverdenen. Det har jeg heller ikke lyst til, for jeg kan jo faktisk godt lide mennesker, og jeg er jo så heldig at have verdens bedste venner. Fanden heller om jeg vil undvære dem! Men lige for en stund – en eller to dage mere, tror jeg – har jeg bare brug for at være alene med mine tanker, der ikke kun handler om mad og følelser. Det handler også om fremtiden – job, karriere og noget så lavpraktisk som: Skal jeg købe den bil?

Vi er næsten ude i en “Skal jeg flytte til Dragør, hvor der måske ikke er elektricitet”-situation…
Totalt rundhyl i tankemylderet, så derfor varer det ikke længe, før jeg dukker op til overfladen igen, kære venner. Så har jeg virkelig brug for at have fornuftige mennesker omkring mig. Håber I er klar!

Reklamer

Tanker om tanker

Der var en artikel på BT’s hjemmeside i går. Den handler om en ung kvinde, der har tabt sig virkelig meget. Hele 75 kilo faktisk. Tænk engang – det er et helt voksent menneske, hun har sagt farvel til.

Det er i sig selv en imponerende præstation. Det er også imponerende, at kvinden, der blot er 22 år gammel, er så reflekteret omkring det at tabe sig. Hun taler om, at det ikke er maden og motionen, der er det afgørende.I stedet siger hun: ”Det mentale er kernen. Det er 99 procent af vægttabet. For du kan ikke presse din krop derhen, hvor dit sind ikke vil presses hen.”

Jeg tror, hun har ret. Jeg kender ikke en eneste overvægtig person, der ikke kender kalorieindholdet i snart sagt alle fødevarer. Jeg kender heller ikke nogen overvægtig person, der ikke ved, at motion er nødvendig. Så hvis det ”bare” handler om at spise mindre og motionere mere, så var det jo så nemt. Men sagen er jo, at det ikke er det, det handler om. Det handler om, hvad vi fortæller os selv. Om hvorfor vi spiser. Er det straf? Belønning? En måde at undgå at mærke sig selv på? Der kan være mange grunde, og de er forskellige fra person til person.

Kvinden i artiklen siger, at vi skal tro på, at vi kan, fordi det, vi siger til os selv, bliver virkelighed. Det giver mening! Og det bekræfter også, at jeg er startet det forkerte sted alle de mange gange, jeg er gået på kur. Jeg har nemlig aldrig helhjertet følt, at jeg kunne klare det. Jeg er jo faldet i alle de andre gange, så hvorfor skulle det være anderledes nu?

Jeg sad og læste tilbage på bloggen i går, og blev pludselig smertelig bevidst om, hvorfor djævelen på skulderen griner af mig. Det gør hun, fordi jeg gang på gang har startet på en kur. Men jeg har hver gang glemt at mærke, hvordan jeg har det og få styr på, hvorfor jeg egentlig spiser. Derfor er denne gang anderledes.

Jeg kan jo ikke undvære mad, og jeg ved, hvad god mad af høj kvalitet gør ved min krop. Jeg ved, hvor godt jeg får det, når jeg spiser sundt og motionere. Jeg sover godt. Jeg får ro i kroppen. Jeg tænker klarere. Så hvorfor er det, det er så pokkers svært ikke at falde tilbage i de gamle vaner – når nu jeg ved bedre?
Det vil jeg bruge det næste stykke tid på at finde ud af. Ligesom jeg vil undersøge, hvorfor jeg egentlig spiser. Er det fordi jeg er sulten? For så er det jo fint. Er det fordi jeg er ked af det, keder mig, skal belønne mig selv? Så er det jo en anden sag.

Jeg kommer på arbejde, men jeg glæder mig også til at lære mig selv bedre at kende.

Til sidst må jeg sige, at jeg blev lidt ked af det, da jeg læste kommentarerne til artiklen. Heldigvis er de fleste positive og glade på kvindens vegne, men der er også nogen, der er nedladende eller decideret ondskabsfulde i deres retorik. Jeg har svært ved at forstå behovet for at svine andre til. Hvis du ikke gider læser artiklen, så lad dog være. Hvis du ikke synes, at præstationen er imponerende, så er det jo fint. Men lad dog være med at svine kvinden til – hun er faktisk et menneske. Og jeg gætter på, at hun er et menneske med rigtig mange følelser. Ellers var hun aldrig blevet så tyk, så vis dog lidt respekt og hop videre, hvis du ikke har noget pænt at sige.

Det var bare det, jeg ville sige.

Miraklet i Rødovre

Jeg fortalte forleden om min tur i sukkerskålen og om, hvordan en dejlig engel hjalp mig op igen. 

Nu har jeg udeladt sukker fuldstændig siden tirsdag i sidste uge. Altså omkring halvanden uge. Jeg har heller ikke spist brød, ris eller pasta. Til gengæld har jeg spist pænt meget smør. Jeg har spist rigtig mad, og jeg har spist mig mæt i kød, fisk og grøntsager. 

Og jeg har smidt syv – ja du læste rigtigt: 7 kilo. 

Det betaler sig altså at sige nej til alle fristelserne, og det var slet ikke svært at holde fingrene fra de nybagte boller og bake off kanelsneglene i morges. 

Løberiet spiller sikkert også ind, men faktisk mistænker jeg, at jeg simpelthen er nået til et sted i mit liv, hvor min krop er klar til at skille sig af med de mange ekstra kilo. Det lyder måske mærkeligt, men sådan føles det altså. 

Jeg er glad. Og hvis ikke jeg svinder ind til det rene ingenting på rekordtid, så kommer der helt sikkert mere om emnet på bloggen senere. 

Som en rutsjebane…

Vægt er noget mærkeligt noget! Sådan er det bare!

Man skulle jo tro, at jeg – efter at have ørlet godt og grundigt foran ham, jeg gerne vil gøre et godt indtryk på – ville have tabt mig. Men næ nej – i stedet var vægten steget næsten halvanden kilo. Efter en dag med chips og hvidt brød med tandsmør var vægten stabil. Stædigt holdt den fast ved plus halvanden kilo. Så en dag med fisk, grøntsager og vand – men nej – vægten rokker sig ikke.

Så kan det sgu da også være lige meget, tænkte jeg i går og gik helt barnligt ind for at købe siciliansk is. Et ordentligt bæger fyldt til randen med lakridsis. Bagefter røg de to sidste stykker chokolade, der lå i skabet fra weekenden, ned. Og hvad sagde vægten så i morges? Minus halvanden kilo…

Nu spekulerer jeg så på, om det mon er for tidligt at konkludere, at siciliansk lakridsis kan redde ethvert vægttab og jo mere jeg spiser af det, jo slankere bliver jeg. Overvejer seriøst at bruge mig selv som testperson.