Tag Archives: venner

Nu tager du dig kraftedeme sammen, Schmidt

I min familie bliver vi gamle. Meget gamle, faktisk. Jeg har altid set det som en positiv ting, for jeg er glad for livet, men på det sidste er jeg begyndt at tvivle på, om det lange liv nødvendigvis er en god ting.  Altså med tanke på, hvor meget jeg kan nå at fucke op, hvis jeg skal være på jorden 60 år endnu. Eller bare 40. Eller en måned mere for den sags skyld. Med den fart jeg har på, så ender jeg snart alene og uden venner.

Det er den vej, det går, hvis ikke snart jeg får styr på mit liv. Mine venner får spat af mig, og jeg kan kun sige: Jeg forstår jer godt! Undskyld!

Jeg har altid haft ret godt styr på min kalender. Har jo for pokker arbejdet på skiftende tidspunkter det meste af mit voksne liv, og jeg er aldrig kommet for sent. Jeg er punktligt. Faktisk er jeg altid i så god tid, at jeg er begyndt at øve mig på ikke at tage for tidligt af sted, fordi jeg føler, jeg spilder min tid på at stå og vente.

Men for tiden – og faktisk i et længere stykke tid – er det simpelthen lykkedes mig at spilde så mange menneskers tid, at jeg seriøst overvejer, hvor længe jeg stadig har venner. Og om jeg bare skal lade være med at lave aftaler fremover, for så brænder jeg da ingen af. Jeg kan måske vænne mig til aldrig at skulle noget. Og hvis jeg selv tager beslutningen, så føles det måske ikke lige så hårdt, som når vennerne siger, at de simpelthen ikke gider invitere mere, fordi jeg jo alligevel kommer, som det passer mig.

Hele balladen udspringer af især tre (men der kan være flere, som jeg har fortrængt) uheldige episoder, og det kulminerede i går aftes. Men første:

Kær veninde trækker tråde i sit netværk og får mig inviteret med til mega tjekket netværksmøde i Sverige. Selv om den slags ligger langt uden for min komfortzone, så anerkender jeg, at det er en fantastisk mulighed for at knytte nyttige kontakter og åbne mulighed for fremtidigt samarbejde på tværs af Øresund. Noget jeg længe har haft lyst til. Og så er det jo også en god mulighed for at tilbringe en hyggelig dag i godt selskab med veninden. Så jeg takker ja og er både glad og beæret over muligheden. Indtil jeg et par dage før arrangementet opdager, at jeg slet ikke er hjemme, men derimod holder kursus i Middelfart. Skide flot, Schmidt. Veninden, der heller ikke føler sig toptunet på netværksmøder må tage af sted alene…

For at kompensere for ovenstående melder jeg os til julefrokost i Borgerforeningen. Jeg tænker, at så kan vi da hygge os der, og lærer nogle nye mennesker at kende. Tilmelding og betaling klarer jeg. Veninden bliver glad. Indtil jeg opdager, at jeg – surprise! – slet ikke er hjemme, men holder kursus i Herning. Ha en skøn aften og se, om du kan få lokket en anden med…

I går sad jeg hjemme i min sofa iført blødt tøj og fald-ned-sokker, da jeg fik en sms. ”Du behøver ikke at tage en stol med. Jeg har fået et afbud,” skrev en anden skøn veninde. ”Fint,” svarer jeg, og lægger telefonen fra mig. Et øjeblik senere får jeg en ny sms. ”Hvornår kommer du egentlig?”

Pis, pis, pis! Jeg var helt sikker på, at jeg skulle være i dejligt selskab fredag. Men det var torsdag. Det stod der også, da jeg bladrede tilbage i sms-korrespondancen. Men i min kalender stod der altså fredag.

Jeg kastede noget kluns på kroppen og løb af sted. Til den hyggeligste sammenkomst, som veninden havde gjort så meget ud af, men også med en dårlig smag i munden over, at jeg – igen – fucker op i det hele.

Hvad fanden sker der lige for mig? Skal jeg simpelthen låse mig selv inde og opgive kontakt med andre mennesker?

Mens jeg overvejer den mulighed, sender jeg lige 1000 undskyldninger af sted på forhånd. For noget siger mig, at jeg langt fra er færdig med at fucke alt op for alle omkring mig. Undskyld!

Reklamer

Solskin og tudekiks

Jeg har truffet en beslutning! Ja, det vil nok komme som lidt af en overraskelse for dem, der kender mig godt. Ikke desto mindre er det sandt.

Jeg har taget en tudekiks, drukket en god kop kaffe og besluttet, at nu er det slut med at være trist og sur. Så længe jeg ikke kan sætte ord på, hvad der er galt, så er det slut med at stå og tude i vaskeriet – og alle andre steder for den sags skyld.

I stedet vil jeg nyde de næste dage i godt selskab med min ældste nevø, der kommer på ferie. Han er skide skæg og jeg glæder mig rigtig meget til besøget. Og når han er rejst hjem igen, skal der ryddes op i bunkerne af papir, der skal laves planer for arbejde, der skal arbejdes og tjenes penge og der skal ryddes op i de mennesker, jeg bruger tid på.

Måske bliver der tale om en slags mentalt kirugisk indgreb, men der er i alt fald en person, der skal ud af mit liv. Det burde ikke blive svært, for vi har ikke set hinanden i flere måneder, men vi har skrevet sammen og det ender altid med, at jeg bliver ked af det. Så nu er det slut. Adios amigo! Farvel! Goodbye! 

Og så skal jeg altså i gang med det der motion igen. Det gik op for mig i aftes, da jeg lå i min seng – der holder endnu – at mit humør da helt sikkert også er påvirket af, at jeg ikke har rørt en muskel i snart tre uger. Det bliver hårdt at komme i gang igen, men det er nødvendigt.

Jeg synes selv, det lyder som en fremragende plan. Tager lige en tudekiks mere. Bare for en sikkerheds skyld. Og så er det ud i solen.