Tag Archives: Zumba

Zumba i provinsen

Er rejst mod syd til Familien Larm i Nykøbing. Som altid bliver jeg godt forkælet og nyder at grine og pjatte med nevøer, bror og svigerinde. Her er højt til loftet og plads til fis og ballade.

For at bevise for mig selv, at jeg virkelig er blevet eliteidrætsmand, havde jeg meldt mig til et Zumba-hold i formiddags og jeg havde glædet mig til en times party i provinsen. Men det blev ærlig talt en noget tam oplevelse.

Der kom selvfølgelig sved på panden, som der skal,for det gør der jo, når jeg bevæger mig. Men ellers var det nu en noget trist oplevelse. Mest fordi den meget unge instruktør øjensyneligt havde mest travlt med at kigge på sig selv i spejlet, mens hun vrikkede med hofterne og slikkede sig om munden – hun var tilsyneladende meget godt tilfreds med det, hun så i spejlet.

Det må være skønt at have det sådan! Personligt synes jeg ikke, at jeg har meget at være stolt af. Ingen rytme i kroppen og alt for meget flæsk på sidebenene, der godt nok ryster, men sjovt nok aldrig i takt til musikken.

Men jeg har lært, at det er ikke flotte omgivelser alene, der giver en god træningsoplevelse. For forholdene i centeret i Nykøbing er noget mere prangende end på Vesterbro – til gengæld er instruktørene på Vesterbro der for at give deltagerne på holdet en god oplevelse. Ikke for at nyde synet af sig selv i en times tid. Vor herre bevares!

Reklamer

Den havde jeg ikke lige set komme!

Det var så den Zumba-time. Eller Latinmix, som det hedder i mit træningscenter. Kækt!

Og hold nu op, der kom sved på panden. Det var faktisk sjovt, og det siger jeg, selv om jeg bestemt ikke er nogen dansemus – det er meget, meget sjældent, at jeg bevæger mig ud på et dansegulv. Det kommer muligvis til at ske hyppigere nu, hvor jeg ikke længere har råd til at stå i baren, men det er en helt anden sag.

Det er heller ikke ofte, jeg møder mennesker, der sveder lige så massivt som jeg. Men dem, der gør, går åbenbart til Zumba! Det var helt rart ikke at være den eneste, der så ud, som om der var en lokal byge lige over det sted, hvor jeg stod.

Det, der overrasker mig mest, er, at jeg faktisk er blevet ganske glad for at svede. Det føles vildt godt i kroppen. Som om jeg bliver sundere. Eksperter på området vil sikkert hævde, at det er noget pjat, men jeg er ligeglad. Jeg har overbevist mig selv om, at jeg elsker det. Nu skal jeg så bare have overbevist mig selv om, at det overhovedet ikke påvirker mig at cykle hjem fra træningen og ligne et druknet fjols!

Så Zumba er fremtiden – i alt fald indtil knæene vil makke ret og bære mig gennem en løbetur.

Zumba, baby!

Det er simpelthen ikke fedt at løbe, når man er tonstung. Er ikke engang sikker på, at det er fedt, hvis man ikke er. Men svær overvægt og ømme knæ – det klær’ bare ikke løbesko. På den anden side vil jeg jo gerne konditionstræne, og jeg vil også forsøge at lunte af sted et par gange om ugen. Men jeg tænker, at hvis det virkelig skal batte noget, så må der andre og skrappere metoder til.

Zumba, baby! Har meldt mig til mit første hold på lørdag, for jeg har læst, at alle kvinder over 40 – især dem med lidt ekstra sul på sidebenene eller dem fra Jylland – dyrker Zumba. Og jeg vil da ikke være udenfor. Og jeg er tyk og fra Jylland. Perfekt match!

Fordelen ved at være slow mover, som jeg, er, at der nu igen er plads på holdene. De trendy og first moverne er for længst rykket videre til nye udfordringer, og så er der plads til, at jeg kan stå og gøre mig selv fuldstændig til grin foran spejlet. Er jo på en måde ved at være vant til, at det er mit lod i livet.

Så altså – Zumba skal hjælpe mig med at få pulsen i vejret og forhåbentligt uden at knæene strejker. Bliver spændende om det projekt lykkes. For jeg har nemlig også meldt mig til Retromix søndag – kun fordi jeg synes, det lød smart…