Godt nytår

Der er noget med nytårsfortsæt. De er bare skide irriterende, for de har jo altid rod i noget ”man burde”, og jeg hader ting, ”man bør.” Derfor er der heller ikke mange af de nytårsfortsæt, jeg har haft i mit snart lange liv, der er blevet til noget. Eller rettere – dem, der bygger på lyst, er blevet til noget. Hvorimod dem, der har rod i ”jeg bør” og tvang hurtigt går i glemmebogen.

For et par år siden var det ene af mine nytårsfortsæt, at jeg skulle spise mere bacon. Se, det er lyst og nydelse, og det fortsæt har jeg holdt. Hold da op, hvor har jeg formået at gøre det til en del af min hverdag, og det må kunne ses på salget.

Egentlig havde jeg besluttet, at jeg ville glemme alt om nytårsfortsæt i år, men det føles også lidt slattent. Så jeg har lavet nogle få, jeg tror på, at jeg kan overholde og som har til hensigt at få (endnu) mere glæde og kærlighed ind i mit liv.

• Jeg vil drikke mere champagne
• Jeg vil læse flere bøger
• Jeg vil se mine venner mere. Ikke bare de skønne mennesker,  der bor tæt på, men dem, der bor længere væk
• Jeg vil grine hver dag

Kom nu rigtig godt ind i det nye år og nyd festen og hinanden. Rigtig godt nytår!

Nu med endnu mere (jule)sul

Jeg overlevede den megen hygge i juledagene, det skønne selskab af familien og ikke mindst al maden… Puha – jeg fik i alt fald min del af julesulet. Og julegaverne. Jeg blev virkelig begavet i år.

En luksus, jeg har aldrig har nydt før, var at køre frem og tilbage i bil. Tænk engang at kunne losse alt lort ind i en bil og så køre af sted uden at skulle bekymre sig om, om jeg nu kan slæbe det fra bus til tog til bus. Nu er dagene med lånebil desværre slut, og jeg har lært, at en bil ikke er nødvendigt i hverdagen. Faktisk ville det være en bekostelig luksus. Men hold nu kæft, hvor den luksus klæder mig… Når jeg engang får råd, så skal jeg have bil… men det bliver nok først om meget lang tid.

I virkeligheden burde jeg nok være løbet til og fra juleferien, for jeg synes godt nok godt, jeg kan mærke, at julen har sat sine tunge spor på min krop. Og selv om jeg har været nede træne flere gange efter hjemkomsten, så skal det tunge skyts nok køres i stilling, hvis jeg nogensinde skal kunne gøre mig håb om at trække vejret normalt igen.

Nå, men nu skal de sidste dage af 2014 nydes. Mest skal der drikkes champagne. Både i morgen og selvfølgelig endnu mere på onsdag. Det kan ikke være en dårlig afslutning på et fremragende år.

Jeg ved ikke, om jeg får skrevet på Fabrikken før til næste år. Hvis ikke, så må I have et godt nytår og en fantastisk nytårsfest alle sammen. Jeg håber, at vi mødes i det nye år, og som en lille teaser kan jeg fortælle, at der er nye ting på vej på Fabrikken, som jeg forhåbentlig snart kan løfte sløret for. Jeg tror, det bliver en spændende rejse, og jeg håber, at I vil med.

Godt nytår til jer alle. Pas godt på hinanden!

Fabrikken ønsker glædelig jul

Nedtællingen er begyndt. Om ganske timer går jeg på juleferie, og jeg kan næsten ikke vente. Faktisk flytter tidspunktet for ferien sig hele tiden. Først skulle i dag være en hel arbejdsdag. Så blev det til en halv fridag – jeg arbejder simpelthen et sted, hvor man får en halv fridag til at købe julegaver! Nu kan jeg mærke, at der ikke kommer til at gå lang tid, før jeg lige så stiller lister af sted og håber, at ingen vil savne mig på kontoret.

Jeg trænger til den her ferie. Mere end jeg kan huske, jeg nogensinde har trængt til ferie før. Bevares – jeg havde 14 dages sommerferie, og det var skønt og afslappende, men det til trods så er batterierne simpelthen ved at være flade nu. Jeg skal være sammen med min skønne familie. Jeg skal besøge venner, jeg skal slappe af og lade op og i det hele taget bare hygge mig.

Ferien kommer efter en periode med megen usikkerhed og sommerfugle i maven over, hvorvidt jeg skulle forblive på fuldtid eller tilbage på halv tid. Heldigvis har jeg fået det, præcis som jeg ønskede, så jeg går en spændende arbejdstid i møde. Og jeg behøver heller ikke bekymrer mig over min økonomi i den nærmeste fremtid. Det er nyt, og det er skønt, og jeg glæder mig til at finde ud af, præcis hvilke opgaver, jeg forventes at skulle løse i det nye år. Det ved jeg nemlig ikke endnu, men det er ok.

Så jeg vil nyde min lange juleferie, men inden jeg når så langt, så vil jeg lige benytte lejligheden til at ønske alle jer, der følger med på Fabrikken en rigtig dejlig jul. Jeg er dybt taknemmelig for, at I læser med, og jeg håber, I får nogle skønne juledage med dem, I har kære.

PS – tak fordi I ikke bemærker, at jeg først går på juleferie om lidt, men alligevel har tid til at skrive her.

Nu tager du dig kraftedeme sammen, Schmidt

I min familie bliver vi gamle. Meget gamle, faktisk. Jeg har altid set det som en positiv ting, for jeg er glad for livet, men på det sidste er jeg begyndt at tvivle på, om det lange liv nødvendigvis er en god ting.  Altså med tanke på, hvor meget jeg kan nå at fucke op, hvis jeg skal være på jorden 60 år endnu. Eller bare 40. Eller en måned mere for den sags skyld. Med den fart jeg har på, så ender jeg snart alene og uden venner.

Det er den vej, det går, hvis ikke snart jeg får styr på mit liv. Mine venner får spat af mig, og jeg kan kun sige: Jeg forstår jer godt! Undskyld!

Jeg har altid haft ret godt styr på min kalender. Har jo for pokker arbejdet på skiftende tidspunkter det meste af mit voksne liv, og jeg er aldrig kommet for sent. Jeg er punktligt. Faktisk er jeg altid i så god tid, at jeg er begyndt at øve mig på ikke at tage for tidligt af sted, fordi jeg føler, jeg spilder min tid på at stå og vente.

Men for tiden – og faktisk i et længere stykke tid – er det simpelthen lykkedes mig at spilde så mange menneskers tid, at jeg seriøst overvejer, hvor længe jeg stadig har venner. Og om jeg bare skal lade være med at lave aftaler fremover, for så brænder jeg da ingen af. Jeg kan måske vænne mig til aldrig at skulle noget. Og hvis jeg selv tager beslutningen, så føles det måske ikke lige så hårdt, som når vennerne siger, at de simpelthen ikke gider invitere mere, fordi jeg jo alligevel kommer, som det passer mig.

Hele balladen udspringer af især tre (men der kan være flere, som jeg har fortrængt) uheldige episoder, og det kulminerede i går aftes. Men første:

Kær veninde trækker tråde i sit netværk og får mig inviteret med til mega tjekket netværksmøde i Sverige. Selv om den slags ligger langt uden for min komfortzone, så anerkender jeg, at det er en fantastisk mulighed for at knytte nyttige kontakter og åbne mulighed for fremtidigt samarbejde på tværs af Øresund. Noget jeg længe har haft lyst til. Og så er det jo også en god mulighed for at tilbringe en hyggelig dag i godt selskab med veninden. Så jeg takker ja og er både glad og beæret over muligheden. Indtil jeg et par dage før arrangementet opdager, at jeg slet ikke er hjemme, men derimod holder kursus i Middelfart. Skide flot, Schmidt. Veninden, der heller ikke føler sig toptunet på netværksmøder må tage af sted alene…

For at kompensere for ovenstående melder jeg os til julefrokost i Borgerforeningen. Jeg tænker, at så kan vi da hygge os der, og lærer nogle nye mennesker at kende. Tilmelding og betaling klarer jeg. Veninden bliver glad. Indtil jeg opdager, at jeg – surprise! – slet ikke er hjemme, men holder kursus i Herning. Ha en skøn aften og se, om du kan få lokket en anden med…

I går sad jeg hjemme i min sofa iført blødt tøj og fald-ned-sokker, da jeg fik en sms. ”Du behøver ikke at tage en stol med. Jeg har fået et afbud,” skrev en anden skøn veninde. ”Fint,” svarer jeg, og lægger telefonen fra mig. Et øjeblik senere får jeg en ny sms. ”Hvornår kommer du egentlig?”

Pis, pis, pis! Jeg var helt sikker på, at jeg skulle være i dejligt selskab fredag. Men det var torsdag. Det stod der også, da jeg bladrede tilbage i sms-korrespondancen. Men i min kalender stod der altså fredag.

Jeg kastede noget kluns på kroppen og løb af sted. Til den hyggeligste sammenkomst, som veninden havde gjort så meget ud af, men også med en dårlig smag i munden over, at jeg – igen – fucker op i det hele.

Hvad fanden sker der lige for mig? Skal jeg simpelthen låse mig selv inde og opgive kontakt med andre mennesker?

Mens jeg overvejer den mulighed, sender jeg lige 1000 undskyldninger af sted på forhånd. For noget siger mig, at jeg langt fra er færdig med at fucke alt op for alle omkring mig. Undskyld!

Det er længe siden…

Åh, hvor er det længe side, at jeg har fået skrevet noget her på Fabrikken. Men det er altså kun fordi, jeg har rigtig travlt for tiden. Ikke bare med at blive klar til jul – der er jeg faktisk meget heldig… jeg skal købe nogle gaver, sætte mig i bilen og køre hjem til mine forældre. Voila – hurtigt overstået. Alligevel er jeg faktisk blevet smittet lidt af den megen juleri i den solgule idyl. Det er jo nemlig sådan, at jeg bor midt på torvet, hvor Sofie og Dixie hver aften huserer. Og jeg har en pandekagebod, masser af gran og lys lige uden for døren.

Ikke verdens bedste billede måske, men det er nu en ganske hyggelig udsigt jeg har. Også efter lukketid.

Det er rigtig hyggeligt, og det har som sagt smittet mig.  I alt fald har jeg for første gang nogensinde købt juletræ. Og nej – det er da ikke noget prangende træ, men det er der, og jeg er pjattet med det kitchede udtryk. Lille lejlighed – lille juletræ. Sådan må det være.

Lille lejlighed – lille juletræ, men fint er det da… Måske ikke kønt, men hyggeligt.

Var der nogen, der hæftede sig ved, at jeg sætter mig ud i bilen og kører hjem? Det er altså ikke fordi, jeg har fået bil, men jeg har fået lov at låne en skøn bil af en endnu skønnere dame, der er rejst om på den anden side af jorden og har lånt sin bil til mig. Hvad mener I? Er det ikke bare det sødeste? Og modigste, må jeg indrømme, for jeg er bestemt ikke nogen rutineret billist. Men jeg klarede at køre til Frederiksberg forleden, og jeg var så begejstret og stolt af mig selv, at jeg fortsatte turen til Rødovre, hvor jeg fik købt de sidste julegaver.

Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet afhængig af en bil, for faktisk har jeg ikke kørt særlig meget, men hold da kaje, hvor er det nemt at slæbe alt hjem, når man ikke skal med bus og tog, men bare kan læsse lort ind uden tanke for vægt eller omfang. Og hvor jeg dog glæder mig til ikke at skulle med toget til jul, men i stedet kan køre, når det passer mig. Hvilken luksus!

Jeg har også givet den i rollen som benhård forhandler siden sidst. Det har betydet, at jeg har forhandlet mig frem til en kontrakt om spændende opgaver og løn, ferie og pension. Alt sådan noget voksent noget, der betyder, at jeg fremover skal arbejde fuldtid permanent. Jeg er glad og stolt, og jeg tror også, at Anette i banken er lettet over, at jeg ikke efter nytår igen er permanent på røven økonomisk.

Ellers har jeg mest drukket gløgg og champagne… Får forhåbentlig aldrig så travlt, at der ikke er tid til det!

Nu med (næsten) sukkerfrie fødder

Så blev det tid til en kort status på Fabrikken. Eller rettere – på mine fødder og deres ret anstrengte forhold til sukker.

Jeg har jo som bekendt forsøgt at undgå sukker i kage, slik, is og chokolade den sidste uges tid. Til gengæld har jeg spist både brød og kartofler, og der er også røget et glas eller to for meget ned. Jeg har med andre ord ikke forsaget kulhydrater, men blot holdt mig fra de sødeste sager. Og jeg bliver nødt til at indrømme, at mine fødder er pjattet med det. Som i at de har det væsentlig bedre, end de havde i sidste uge efter en weekend i kagens og marcipanens tegn.

Det er på en måde skræmmende, at sukker kan have den indflydelse på min krop,men samtidig motiverer det også helt vildt til at lægge de søde sager langt væk. Prisen for et øjebliks nydelse er simpelthen for høj, når fødderne føles som bylder.

Planen er, at brødet også skal skæres væk, men jeg tager små, små skridt på mine ømme fødder. Simpelthen fordi jeg ikke kan tælle de gange, hvor jeg har gået all in og skåret alle kulhydrater ud af kosten – for så efter en uges tid at springe hovedkulds ud i et orgie af søde sager igen. Så nu tager jeg en ting af gangen. At vi har ramt december er også en af grundene – det bliver simpelthen for mange nej-takker ellers. Men som sagt, så kan jeg virkelig mærke en forskel – selvom jeg faktisk har spist et stykke kage og en fyldt chokolade i ugens løb. Og drukket drinks med sodavand.

Det gjorde jeg, fordi jeg var til en fantastisk bryllupsfest i lørdags, og når to af verdens absolut dejligste mennesker og mine vel nok mest fortrolige bliver gift – med hinanden vel at mærke – så skal der festes, og så er jeg ikke den, der siger nej tak til bryllupskage. Men jeg spiste kun et lille stykke, og det er nye toner fra mig.

Apropos toner – det var en fantastisk aften! Selv jeg, der sjældent danser, var på dansegulvet flere gange i nattens løb. Til tonerne af en tvivlsom blanding af svenske melodi grand prix numre, ABBA og dansktop musik. Ikke den musik, jeg normalt lytter til, men det passede så fint til aftenens kulisse. Og da jeg kom hjem ved 3-tiden om natten, så var der mail. Fra Birthe Kjær. Jeps – dén Birthe. Det var som om, moderskibet var landet midt i Dragør. Spøjst på en passende måde.