Status efter påskens anstrengelser

Påske kom og gik, og vi nåede selvfølgelig kun en brøkdel af det, vi troede, vi skulle nå. Men vi nåede det vigtigste – nemlig at se familien og få flyttet alle mine ting fra opmagasinering og hjem. (Næsten) alt har nu fundet sin plads i Villa Ellen, og det er skønt endelig at være omgivet af mine egne ting igen.

Jeg nåede også at få slebet den gamle reol, der hang i huset og så lidt sølle ud, da jeg overtog det. Nu er den malet fint, og jeg har endelig fået et sted til bøger og nips. Jeg ved godt, at mennesker med bøger er gamle mennesker, som en studentermedhjælp på arbejde sagde til mig. Og det passer jo egentlig meget godt på mig.

Jeg synes, at reolen er med til at give rummet lidt hygge og personlighed. Og så tager den også lidt opmærksomhed det rod, der endnu ikke har fundet en plads og fra det umalede loft, som vi snart skal i gang med. Og ja ja – jeg ved da godt, at det er dumt at male vægge og paneler inden, vi maler loftet, men det er nu engang sådan, det må være, når min tålmodighed og nysgerrighed ikke er til at styre. I påsken fandt jeg heldigvis ud af, at det ikke er limfarve, der er på lofterne, så nu har jeg fundet modet til snart at kaste mig over dem.

Vi fik også malet entreen, så nu mangler der kun ca. 500 ting der. Det føles så skønt at åbne fordøren til et hjem og ikke til en byggeplads. Der er blevet ryddet op i carporten, så vi nu igen kan komme ind, og vi har fået hængt billeder og andet op. Nu kan man faktisk se, at der bor nogen i huset.

Den kommende weekend skal bruges på at få malet trappen og sat de manglende fronter på i køkkenet. Jeg har været i tvivl om farven på trappen. I mit hoved gav det god mening med en smuk bourgogne eller lækker lime, men det blev et bestemt nej tak fra kæresten.

Jeg elsker at nørde farver, men ikke når jeg står i en malerbutik. Så vi fandt et hurtigt kompromis. En farve, man ikke rigtig kan slå sig på. Lidt kedelig synes jeg. Pæn synes kæresten. Sådan lidt kaffe latte-agtig vil de fleste nok mene.

Nuvel – jeg kunne selvfølgelig ikke vente med lige at prøve-male lidt. And guess what… Det er sgu næsten samme farve som den oprindelige. Det er jeg ved at få spat over, men nu giver jeg det et skud. Trappen bliver malet. Hvis jeg ikke synes, det forandrer rummet nok, så kommer der en skvat anden farve i, og så prøver jeg igen.

I skal nok få resultatet at se, når jeg engang kommer i mål.

Ellers sker der faktisk ikke det vilde. Eller rettere – der er sket det store, at min cykel er fundet frem igen og er køreklar. Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker vind i håret og hvor godt det er for mine fødder og knæ. Så nu kan man se mig i fuld fart langs vandet på Vestegnen, når jeg er der. Det er så fint at opdage, at det, jeg troede bare var en afkørsel på motorvejen, faktisk gemmer på masser af skjulte skatte og smuk natur.

Tilbage til hverdagen

Jeg er for længst kommet af med både støttestøvle og krykker. Hverdagen har meldt sig igen, og det er virkelig skønt.

Nu er jeg tilbage på kontoret nogle dage hver uge, og jeg er efterhånden blevet en ret habil pendler. Det kører. Og det gør det heldigvis også i Villa Ellen.

Lige så langsomt får vi styr på store og små detaljer. Der mangler stadig 1.000 ting + det løse. Så det føles, som om det går langsomt, men til gengæld så er fornemmelsen fantastisk, hver gang vi kan strege et punkt fra to do-listen.

Køkkenet er fx næsten færdigt. Der mangler fronter på opvaskemaskine og køleskab. Der mangler indfatninger omkring dørene. Fodlisterne skal sættes fast. Det er småting, når jeg tænker tilbage på, hvordan det så ud på et tidspunkt. Jøsses – jeg troede aldrig, at det skulle blive et hjem igen.

Det nye badeværelse er også færdigt. Der mangler lige en dørkarm og lidt maling der. Og noget rod – lige nu er det næsten for pænt, synes jeg. Det bekymrer mig dog ikke synderligt. Min erfaring har lært mig, at lige præcis rod nok skal komme.

Jeg er så tilfreds med alt, hvad vi har fået lavet i huset, og jeg trives virkelig godt her.

Inden længe er det påske, og vi har begge fri. Ambitionerne er store. Vi har virkelig mange planer, og jeg ved, at hvis vi når halvdelen, så skal jeg være mere end tilfreds. For ting tager længere tid, end man går og tror.

Men vi skal nok få streget nogle punkter på listen, og jeg glæder mig til igen at få rykket lidt, så vi kommer nærmere mål. Fx vil jeg forfærdelig gerne have flyttet mine ting hjem. De står opmagasineret, og jeg savner dem. Så det må prioriteres – så kan der forhåbentlig også flytte lidt hygge ind hist og her.

Jeg har brugt weekenden på at male døre på første sal. Jeg troede, at jeg ville være nået længere, men det var vigtigere at drikke kaffe og se feriebilleder hos familien. Så fodlisterne må vente på en makeover til næste weekend. Det går nok alt sammen.

På fode igen

Subscribe to continue reading

Subscribe to get access to the rest of this post and other subscriber-only content.

Already a subscriber?

Velkommen 2024

Godt nytår – det må man stadig godt sige, ikk? Skal vi aftale ugen ud – så stopper det.

Jeg håber, at du er kommet godt ind i det nye år. Det er jeg. Med et brag af en fest og et nytårsbal, jeg slet ikke havde lyst til at gå hjem fra, men som jeg måtte liste væk fra, fordi turen gik mod Sjælland 1. januar.

Vi fejrede nytårsaften på den lokale café på Øen. Med champagne i glasset, dronningens nytårstale – og skal vi bare lige hurtigt vende den? Hold da op en bombe, hun fik smidt. Mit royale hjerte hoppede nærmest ud af takt. Jeg havde simpelthen ikke set den komme, men jeg tror, at beslutningen er helt rigtig.

Da det chok var skyllet ned, og det tog lidt tid, ventede den lækreste mad, det dejligste selskab og det bedste humør. Det var fantastisk at holde nytår med mennesker, jeg har kendt det meste af mit liv, men som det nok er henved 30 år siden, jeg sidste har fejret nytår med.

Nu har hverdagen meldt sig, og det er også fint. Især hvis den ville skrue lidt ned for regn og blæst, men det er der jo intet, der tyder på.

Jeg skal have sendt et blad til tryk, før jeg igen sætter kursen mod Øen på fredag. Og denne gang bliver jeg længe, for jeg skal opereres i min dumme fod. Forhåbentlig bliver det godt, for jeg har virkelig mange smerter og har efterhånden svært ved at gå og stå i længere tid.

På sygehuset siger de, at jeg skal forvente en sygemelding på 4-6 uger. Jeg forventer en uges tid med smerte, hvor jeg lige skal finde mig til rette. Så tænker jeg sagtens, at jeg kan arbejde lidt hjemmefra. Tror mest, at den lange sygemelding skyldes, jeg er ikke må hverken gå eller køre bil.

Heldigvis er arbejdet i Villa Ellen nu så langt, at jeg kan bo der. Der er varme, køkken, gulve og hey – dør ind til toilettet. Hvad mere kan man næsten ønske sig? Og så er der cirka en milliard ting, der mangler, men det er langt hen ad vejen kosmetiske ting, og jeg kan sagtens sidde/ligge på min sofa og se kroning og hvad har vi, uden malede fodpaneler og dørkarme.

Planen er at indrette det, der engang skal blive tv-stue til soveværelse, så jeg helt slipper for trapper. Nu er det nye badeværelse nemlig færdigt, og må jeg i al beskedenhed sige, at det er blevet flot!

Det føles så luksuriøst at kunne bo i huset. Vi nød det i juledagene, da gik op for os, at vi nu kan handle og lave mad og ikke længere er begrænset af, hvad der kan være i en airfryer. Vi har fundet meget af vores service frem, og vi behøver ikke længere vaske det op i håndvasken på badeværelset. Vi kan sætte os ved et spisebord og på rigtige stole og nyde vores mad. Slut med at krybe sammen i en lille sofa og spise ved sofabordet. Vi kan smide de beskidte tallerknerne i opvaskemaskinen – der godt nok stadig mangler at få sat front på – når vi er færdige. Vi kan sætte os i en sofa, som så ikke er vores, men vi kan sætte os. Og sofaen står på et smukt trægulv – væk er betonen. Det føles overdrevent luksuriøst.  

Jeg glemte at tage billeder, inden vi kørte hjem, men de kommer! Promise!

Nu begynder hverdagen på Øen endelig. Det bliver spændende, og jeg glæder mig. Mest til at operationen er overstået, så det bliver ”rigtig” hverdag.

Nytårsforsætter har jeg ingen af – andet end at huske at nyde, at vi er nået så langt, som vi er og at glæde mig over de små fremskridt, der løbende sker fra nu af. Jeg håber, at 2024 bliver et år med masser af gæster i Villa Ellen, for jeg glæder mig til at vise den gamle dame frem. Hun er blevet så fin, og hun bliver kun endnu smukkere.

Kan man være for optimistisk?

I nat vågnede jeg kl. 03, og jeg faldt aldrig i søvn igen. I stedet fuckede min hjerne med mig i en voldsom omgang tankemylder, der mest af alt kredsede om, hvorvidt jeg kan holde jul i Villa Ellen.

Sagen er nemlig den, at jeg har inviteret familie og venner til jul, og lige nu er der hverken gulve, køkken eller lofter i køkken-alrummet. Og det begynder jo at snerpe lidt til, selv om der virkelig bliver knoklet igennem i huset.

Sagen er den, at vægge og lofter i køkken-alrummet skal sættes i stand, før køkkenelementerne bliver sat op. De skal samles. Der skal bygges en sokkel. Der skal lægges et gulv. Hårde hvidevarerne skal hjem og installeres. Så skal der komme nogen og måle op til bordplader. De skal derefter bruge ca. 10 dage til at lave bordpladerne, før de kommer retur og lægger dem på. Før de gør det, kan komfuret ikke blive monteret. Der er heller ingen vask. Og lur mig, om den slags mennesker ikke har vildt travlt her op mod jul? Jeg tænker, at jeg næppe er den eneste, der gerne vil være færdig med byggeprojekt inden højtiden.

Jeg begynder at tro, at jeg har været for optimistisk. Jeg kan sagtens have gæster, selvom væggene ikke er malet omkring spisebordet. Jeg kan endda (næsten) undvære et gulv. Men rå and og kolde kartofler lyder ikke rart, eller er det bare mig?

Indtil i nat har jeg tænkt, at det nok skulle gå, og at man kan komme langt med nogle lyskæder, stearinlys, gran og virkelig stærk gløgg. For det fede ved december er jo, at det bliver mørkt kl. 15, og jeg i øvrigt kun har meget sparsom belysning i huset. Så gæsterne behøver slet ikke at opdage, at vægge og lofter står helt rå og at panelerne er lysår fra at blive malet.

Planen er, at vi vil hente vores møbler i weekenden før juleweekenden, så gæsterne kan sidde ned, når de kommer, og jeg kan finde gryder, potter og pande frem. Og vinglas! For der skal virkelig alkohol til, før det bliver fedt i de omgivelser, jeg kan byde på. Men er det smart at hente alt hjem, hvis det alligevel ikke kan komme på plads? Eller ender vi med at skulle flytte rundt på skidt og kanel i en uendelighed? Jeg kan sgu ikke helt gennemskue konsekvenserne…

For at gøre timingen helt perfekt, så skal jeg opereres i begyndelsen af det nye år. Det betyder en sygemelding i op til fire uger. Når jeg er for dårlig (lad os nu se!) til at arbejde, så er jeg vel også for dårlig til at male og sætte i stand. Eller er det for optimistisk at tro på, at jeg kan komme ned på gulvet – og op igen! – med forbinding og kæmpe støttestøvle på foden?

Indtil nu har jeg været ret cool omkring det hele. Jeg har tænkt, at det hele nok skal gå og at det jo bliver jul, uanset om jeg er klar eller ej. Men jeg begynder at tro, at jeg måske har taget munden for fuld denne gang.

Nuvel – der er stadig en hel måned til!   

Rigtig god weekend!

Genbrug her, der og alle vegne

Det er flere måneder siden, at en – efter dialekten at dømme – meget jysk mand ringede til mig. Han har lågerne til mit nye køkken stående på sit lager. Jeg gik i en form for panik, for huset var jo hverken helt eller halvt klart til nyt køkken, og det var – og er stadig – fyldt til bristepunktet med byggematerialer, værktøj, møbler og andet habengut.

Manden var helt rolig. Jeg kan lade køkkenlågerne stå på hans lager, til jeg er klar til at få dem leveret. Der står de trygt og godt, forsikrede han mig. Så langt så godt.

Dengang var tanken om nyt køkken nærmest bare en fjern drøm. Men nu! Nu bliver det snart virkelighed. Eller rettere – vi nærmer os. Jeg har i alt fald fået lov til at få skabe og skuffer leveret om 14. dage. Præcis hvornår det så bliver sat op, ved jeg ikke. Men bare det, at være nået så langt, er stort.

Der er flere grunde til, at jeg glæder mig til, at huset bliver klart til indflytning. For egentlig har vi aftalt, at vi ikke skal købe møbler og andet, før vi får tømt lageret, hvor mine ting er til opmagasinering. For hvad har vi egentlig? Men som jeg skrev sidst, så afholder det selvfølgelig ikke mig fra at suse Sjælland og nærliggende øer rundt for at hente diverse. Det betyder så, at lejligheden på Vestegnen, der ikke er stor, pt. rummer et ret imponerende udvalg af møbler og nips, der på et eller andet tidspunkt skal fragtes til Øen.

Jeg bruger især lang tid på at lede efter møbler til den stue, vi lige nu kalder Gin & tonic-stuen. Det er og fortsætter med at være en gennemgangsstue, men jeg vil gerne have, at den bliver hyggelig. Vi har lavet det benspænd for os selv, at der ikke må være hvide vægge i huset og at alle møbler – på nær senge – skal findes brugt. Vi kan simpelthen ikke forsvare at købe en masse nyt. Dels på grund af økonomi, dels på grund af klima. Verden har ikke brug for flere nye ting, tænker jeg. Og derfor er Marketplace, DBA og diverse loppemarkeder rundt omkring, hvad jeg bruger tid på, når jeg har fri.

Det betyder heldigvis også, at jeg møder sjove, skæve og inspirerende mennesker undervejs.

Vi kommer i høj grad også til at bruge nogle af de møbler, der stod i huset, da vi overtog det. Blandt andet en ret stor, væghængt bogreol. Jeg tænker, at med lidt sandpapir og en spand maling, så bliver den flot. Den kommer op, selv om jeg forleden lærte, at bogreoler er so last Year. Det lod en studentermedhjælper mig forstå over frokosten, da hun konstaterede, at mennesker med bøger er gamle mennesker.

Jamen, så lyver spejlet jo ikke, tænker jeg. Og så glæder mig til at få sat den skide bogreol i stand og hængt op. Når vi når så langt!

Nu starter vi møde at køre til Øen torsdag efter arbejde og nyde en ekstra lang og forhåbentlig effektiv weekend.

Nu med indendørs regnskov

Vi var et kort smut på Øen i weekenden. Egentlig fordi vi skulle til rund fødselsdag hos min onkel, men i høj grad også fordi, jeg var spændt på at se huset, der fik støbt gulve i fredags.

Og hold da op! Godt nok var det som at åbne dørene til Randers Regnskov – bare uden palmerne og de eksotiske dyr. Hvis du ser bort de enorme mængder af edderkopper, der ser ud til at hygge sig gevaldigt i det tomme hus. Der var så fugtigt, at vandet løb ned ad ruderne, og mine briller duggede. Men det var flot! Eller rettere – nu kan jeg endelig fornemme, hvordan rummene bliver, når det hele er færdigt.

Selv om det er os, der har slået stregerne til det nye badeværelse i stueetagen, og selv om vi selv har besluttet, hvordan køkken og bryggers skal være, så har det indtil nu været ganske abstrakt for mig. I weekenden blev det endelig tydeligt.

Jeg drømte om, at vi skulle sætte sengelamper op og indrette arbejdsværelse, men vi nåede ingenting, fordi hele familien til en forandring var samlet, og så er det vigtigere at være sammen, synes jeg. De lamper skal nok blive hængt op. Vi kommer retur om en uges tid og skal være der i flere dage, så mon ikke det lykkes?

Mit arbejdsværelse må vente med den makeover, jeg har drømt om og glædet mig til. For jeg kom lige til at købe nogle møbler, der nu står derinde og fylder og venter på, at resten af første salen bliver færdig, så alt kan finde sin plads. Men nu er der i alt fald en god gæsteseng til dem, der vil overnatte hos os. Så mangler vi bare værelset, hvor den skal stå. Og der er lang vej endnu, kan jeg godt afsløre. Men det kommer, og det bliver flot!

Der er stadig meget, der skal gøres, før vi kan male og sætte møblerne på plads, men det stopper jo ikke en dame med zero tålmodighed fra at køre små 140 kilometer efter arbejde for at hente en stol, som jeg faktisk ikke ved, hvor skal stå, men som helt sikkert kommer til at passe perfekt ind et sted.

Det betyder desværre også, at lejligheden i Greve efterhånden mest af alt ligner et lagersalg for brugte møbler. For hold da op, hvor har vi fået samlet meget sammen, der på et eller andet tidspunkt skal transporteres til Øen. Men det bliver godt – efter weekendens besøg tror jeg nu for alvor på det!

Status på ben og ombyg

Hold nu op, vi får kørt mange kilometer for tiden. For vi pendler virkelig meget mellem Øen og Vestegnen. Simpelthen fordi det er federe at være på Øen, hvor Kæresten kan komme ud og få græs mellem tæerne. På Vestegnen er han stavnsbundet til sofaen og en alt for varm lejlighed, mens jeg er på arbejde, fordi det er for usikkert at bevæge sig ned af den lange og stejle trappe på egen hånd.

Jeg er på kontoret tre dage om uge, og resten af tiden er vi Øen – eller et eller andet sted på motorvejen mellem de to steder. Vi har været til første kontrol på sygehuset, og alt ser heldigvis godt ud. Vi har også været hos fysioterapeuten første gang, så nu er kæresten iført ny skinne, der kan bøje en smule. Det har gjort underværker i forhold til mobiliteten. Nu kan han faktisk komme omkring, og forleden blev jeg overrasket over en mærkelig lyd. Det viste sig at være lyden af støvsugeren, som han – iført krykker – svingede lystigt. I dag har han også savet grene ned i haven. Kombinationen af krykker og sav ser ærlig talt spøjs ud, men det lykkedes at få bugt med nogle irriterende grene.  

Imens knokler Altmulig-Mads løs i huset, og hold nu op, der sker noget. Det bliver så godt! I morgen kommer der radiatorer på første sal, og så kan vi for alvor begynde at bygge op igen. Der er dog sket endnu et uheld i huset. Min far, der har været helt fantastisk i forhold til både at låne os værktøj og andet grej og til at give en hjælpende hånd i huset, er kommet til skade. Han fik et 500 kg tungt klaver ned over sin fod, da han skulle hjælpe med at bære det ud af huset.

Jeg blev så ked af det, for det er jo lidt min skyld. Men han er heldigvis god til at holde humøret oppe, og skaden er forholdsvis lille i forhold til, hvor galt det kunne være gået. Den tanke tør jeg slet ikke tænke til ende.

Og så fik jeg en sms fra Altmulig-Mads. Han havde været nødt til at hyre hjælpere, skrev han. Det kan jeg jo godt forstå, men jeg blev ærlig talt lidt bekymret for budgettet, som i forvejen er overskredet. Så humøret røg tilbage i top, så jeg så billedet af de hjælpere, der er blevet opkaldt efter henholdsvis min far og min kæreste. Men de brokker sig meget mindre, fortæller Altmulig-Mads.

Selv tæller jeg dagene, til jeg kan begynde at male. Det bliver så stort, og jeg glæder mig til at vise jer fremskridtene. Og så er det ligesom det, jeg kan finde ud af.

Imens synes jeg, at I skal hilse på husets nye hjælpere.

Lang weekend forude

Hvis der er noget, jeg aldrig bliver træt af, så er det lange weekender. Eller weekender sådan i det hele taget.

Sidste uges fridage blev skudt godt i gang med store drinks i solen på terrassen hos skønne venner – omgivet af duftende citrusplanter. Lørdag besluttede jeg sammen med kæresten (og det gik overraskende smertefrit!), hvordan køkkenet i vores nye hus skal se ud og hvilke gulve, der skal være på badeværelserne. Søndagen brugte jeg selskab med skønne frivillige i Den solgule idyl, hvor der var brunch og kig ud over et blikstille Øresund på programmet. Slet ikke tosset.

Når jeg går hjem i dag, har jeg igen fri. Helt til mandag i næste uge, og jeg kan faktisk slet ikke få armene ned. Jeg begynder fridagene med en togtur til Esbjerg, en screening på hospitalet der og videre til Øen. Nøj, hvor jeg glæder mig. Altså ikke til togturen og hospitalet, forstås, men til at komme hjem til Øen.

Faktisk glæder jeg mig så meget, at jeg lige nu helt kan abstrahere fra, at fridagene skal bruges på noget så spændende som rockwool, græsslåning og alt, hvad der kan støve.

Det er præcis derfor, det føltes så godt at få styr på køkken og fliser, for det er vigtigt at have et mål. Noget at se frem imod. Lige nu er det bare nedbrydning, støv og snavs. Hold nu op, hvor jeg glæder mig til, at lofterne igen ligner lofter, væggene ikke længere har huller, og gulvene er rene.

Men nu ved jeg, hvordan slutresultatet bliver. Jeg kan se det for mig, og det bliver godt. Jeg glæder mig til at vise jer det.

Til gengæld arbejder jeg på at styre alle de mere eller mindre skøre ideer, der hele tiden dukker op.

”Aj, det kunne være fedt med udebad!”
”Aj, det kunne være fedt med orangeri, hvor der er carport i dag!”
”Aj, det kunne være fedt, hvis vi flyttede trappen!”

Jeg forsøger at holde ideer og drømme i skak, så budget og tidsplan ikke går helt amok. Det hjalp lidt, da jeg i går talte med Altmulig-Mads, som er ham, der har styr på, hvad der skal gøres hvornår, af hvem og hvorfor. Han mener, at jeg kan få køkkenet sat op sådan medio oktober – start november’ish. Det er hurtigere, end jeg havde håbet på, så nu er jeg helt i hopla og klar til endnu en runde med støv, snavs og rockwook. Det kan bare komme an.

God Kristi Himmelfarts-fri, når du når så langt!