I tirsdags forlod vi huset på Øen efter fire kolde dage. Eller rettere – vi holdt varmen, for der var sørget for el-radiatorer på 1. sal. Så vi led ingen nød. Men det blev aldrig rigtig varmt, og der var fugtigt som bare pokker. Det er bare ikke fedt at stå op til fugtigt tøj og våde håndklæder, der ikke har kunnet tørre efter badet dagen før.
I stueetagen var der iskoldt og klamt. Mit gæt er, at der har været 12-13 grader. Med andre ord – det var en tvivlsom fornøjelse at gå rundt der.
Ganske få minutter før vi skulle køre, kom beskeden, jeg har ventet på. Varmepumpen kører! Sikken en fest. Altså – ikke at jeg kunne mærke nogen forskel lige der, for det tager selvfølgelig tid, før temperaturen er som et normalt indeklima. Men sikken optur at høre pumpen summe.
Og så må jeg bare sige: O sweet Jesus! Hvilken fornøjelse at komme til huset i dag, sætte nøglen i døren og træde ind i noget, der ikke minder om et køleskab, men derimod om et hus, man kan bo i.
Jeg har totalt optur over, at radiatorerne på 1. sal er varme, og jeg kan holde varmen uden tykke strømper, sweatre og mange lag. Min kæreste har naturligvis klaret kuldeudfordringerne ved at være iklædt shorts og T-shirts, men han er også fra en anden planet, mistænker jeg.
Det er en fornøjelse at være i huset nu, og jeg glæder mig over, at maling kan tørre, at min sofa og seng ikke virker klam og fugtig og jeg kan mærke, at huset nyder, at det endelig bliver varmet op igen
Kæmpe optur og en vigtig milepæl. Jeg har ja-hatten trukket godt ned om ørerne og tænker, at nu skal huset nok igen blive beboeligt. Om noget tid, bevares.
Klummefabrikken's Blog 