Tag Archives: jul

Så blev det jul igen

Jeg håber, at du har haft en fantastisk jul sammen med mennesker, du holder af og at du har nydt masser af god julemad.  

Min jul blev hjulpet godt på vej af dygtige håndværkere, der knoklede helt op til, at gæsterne skulle komme for at jeg kunne holde jul i Villa Ellen.

Selvfølgelig er vi ikke færdige, men der er et spritnyt badeværelse, hvor alt fungerer. Og ja – det er mangler et spejl og knager til håndklæder, men det kommer snart op. Døren blev sat i den 23. december – det var (trods alt) første prioritet

Vi har fået de smukkeste gulve i køkken/alrummet, entre og bryggers, mens gulvene i stuerne af stadig er rustikke i rå beton. Men helt ærlig – hvad det betyder, når stuerne er fyldt med glade gæster, et smukt juletræ og nå ja – en del byggematerialer?

Køkkenet er heller ikke helt færdigt. Der mangler fronter på flere skabe og ikke alle skuffer er på plads. Men vores julehelt sørgede for, at der var en interimistisk plade på køkkenøen, så vi kunne bruge kogepladen, og han havde også tryllet en bordplade med vask frem, så vi havde rindende vand og afløb. Og ikke mindst så virker opvaskemaskinen.

Der blev sågar ryddet op rundt om huset, inden gæsterne ankom. Det er langt mere, end jeg havde turdet håbe på.

Heldigvis havde familien fundet ja-hatten frem, så vi fik fremtryllet en virkelig god julemiddag i det ufærdige køkken, og det var stort at kunne være vært juleaften for første gang. Som en skøn overraskelse fik vi endda et uventet besøg af selveste julemanden. Hvor hyggeligt er det lige? Jeg blev faktisk rigtig rørt, selv om min første tanke var: ”Fuck – han er gået forkert. Nu sidder der nogle børn et sted og venter… ” Men nej – han var der heldigvis med fuldt overlæg. Fantastisk!

Nu er køkkenet indviet efter alle kunstens regler, og hvad er egentlig mere passende end at indvie med en julemiddag? Køkkenet er nu marineret i andefedt, og den nye ovn har i den grad været på overarbejde. Præcis som det skal være.

Juletræet var smukt, gaverne generøse, og jeg sidder tilbage med en følelse af taknemmelig over, at alt klappede.

I dag har vi nydt familiens selskab igen ved årets julefrokost hos min bror og svigerinde. Højdepunktet var selvfølgelig, at Ældste-nevøen er hjemme på juleferie fra Singapore, men selskabet og den fantastisk hjemmelavede mad og ikke mindst julekortspillet har gjort dagen helt særlig. Min bror er virkelig god til at lave mad, og når jeg skriver, at maden er hjemmelavet, så er det helt bogstaveligt. Selv karryen i karrysalaten er hjemmelavet. Man føler sig ærlig talt ret forkælet over, at han investerer så meget tid i det.

Vi har også haft tid til risengrød, gløgg og hjemmebagte klejner hos mine forældre. Det er nyt, at vi alle bor så tæt på hinanden, men det er virkelig hyggeligt, at vi kan besøge hinanden på skift, og deles om værtskabet i juledagene. Hold op, hvor har jeg nydt det.

Nu sidder jeg mæt og glad i Villa Ellen og nyder, at jeg har ferie mange dage endnu og at jeg har et hus, jeg faktisk kan bo i. Der er stadig masser af ting, vi skal have fikset, men pyt med det. Vi når i mål på et eller andet tidspunkt.

Nu vil jeg nyde ferien. Lave det jeg gider og ellers slappe af og nyde at være, præcis hvor jeg er.

Glædelig bag(h)jul til dig og dine.

Død over den gode smag

Jeg har haft en skøn, skøn weekend sammen med gode venner og familie. Den har været lidt lang måske, men det skyldes bestemt ikke det gode selskab – det skyldes alene, at jeg venter på et svar, som jeg skulle have fået nu, men jeg venter stadig… Ggrrrrrrrrrr! Jeg bliver sindssyg!

 Jeg har fortalt det før, men jeg elsker julen! Elsker den! Alligevel er det ikke noget, jeg gør ikke meget ud af hjemme hos mig selv. Simpelthen fordi jeg bor så småt, at selv den mindste smule julepynt betyder, at jeg er ved at blive kvalt. Men så er det jo godt, at man har venner med både plads og iver efter at pynte. Venner, der heller ikke er kede af at smide den gode smag ud i en måneds tid for til gengæld at give den max gas med julepynten. Plastic fantastic har været temaet, tror jeg… men pyntet er det. Og overvældende. Og skide sjovt!

Jamen velkommen da!

 

Den var aldrig gået i mit hjem, men hold nu op, hvor jeg synes, det er fedt, at der findes mennesker, der går all in og skider på den gode smag for hyggens skyld. Jeg har fået lov til at bringe billederne og hvad der måske ikke fremgår helt tydeligt er, at det meste er plastik. Selv de ”tændte stearinlys”, der kører på batteri.  

Hvad ikke helt med den mandlige engel... men hvis han skal være et sted, så er det da her

 Det meste er købt og slæbt hjem fra USA. Den gode smags fjende nummer 1. Men nøj, hvor var det sjovt at gå rundt og kigge på den udsmykning. Og julefrokosten var fantastisk. Så tak for godt selskab, julehygge og gode grin!

Meget rødt. Meget plastik. Meget fint.

 Glæder mig allerede til påske…