Jeg er lige kommet hjem fra forlænget weekend på Øen. Dagene er primært blevet brugt på at fjerne tapet i de to stuer. Helt efter planen. Hvad der til gengæld ikke var en del af planen, var den fest, jeg ganske uventet blev inviteret med til.
Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg fik buddet. Jeg vidste, at festen begyndte kl. 14 lørdag. At den skulle holdes samme sted, hvor jeg har alle mine ting opmagasineret og at der kun ville være kvinder. Den slags er jeg altid lidt luren ved, for i virkeligheden kan jeg bedst lide, når selskabet er blandet, men alle mine forbehold blev gjort til skamme.
Alle skulle have en ret med. Det havde jeg ikke, for jeg har ikke noget køkken og vidste som sagt slet ikke, at jeg skulle med. Men det havde min mor og hendes veninde sørget for, og de både hentede og bragte. Hvilken luksus og fedt at kunne dele oplevelsen med min mor. Som altid på Øen, så var selskabet for alle generationer. Derfor var både de yngre mødre med babyer spændt på maven, den højgravide, pensionisterne og dem midt imellem med til festen. Der var også den ukrainske flygtning, der kun taler russisk. Det gør jeg ikke, men jeg forstår, når hun siger tak, og det gjorde hun rigtig mange gange. Hun er et fint billede på det, jeg altid har syntes, at byen er bedst til: Der er nemlig højt til loftet og folk er virkelig rummelige. Der er plads til alle, så selvfølgelig var hun inviteret. Og jeg beundrer hende for modet til at deltage.
Det var virkelig en fornøjelse at høre alle kvindernes historier. Både fra de få kvinder, jeg kendte i forvejen. Fra dem, jeg har set før, men ikke har vidst hvem var og fra dem, jeg aldrig har set før. Sikken en flok og sikke mange ressourcer. Det var fint at få matchet ansigter med huse og mænd og høre, hvad der har fået netop dem til at flytte til Øen. Og det med husene var sjovt. For alle fortalte, hvor de boede – altså adressen – og derefter XXX’hus (indsæt selv navn). Og hver gang tænkte jeg: ”Nå der!” For der blev ofte refereret til dem, der boede i huset, da jeg voksede op i byen. Det er sjovt at tænke på, at Ellens hus først bliver ”Bentes hus” i folkemunde, når jeg engang ikke er her mere.
Selvfølgelig var der levende musik og dans, for det er der altid, når der er fest i byen. Her er det ikke mærkeligt, at kvinder danser samme. Det har de nemlig altid gjort, for tidligere var mændene ofte til havs, så skulle der danses, så måtte kvinderne finde sammen to og to.
Siden i lørdags har jeg gået med fornemmelse af, at alle de mange tanker og bekymringer, jeg har haft i forhold til, om det var en god ide at flytte tilbage, er blæst væk. For jeg er langt fra den eneste, der bor på Øen og arbejde i København. Jeg er heller ikke den eneste, der har en fortid i Den solgule idyl, og sådan var der så mange små finurlige fortællinger, der bekræfter mig i, at jeg er havnet det helt rigtige sted. Og nu ved jeg hvem kvinderne i byen er. Eller nogle af dem, i alt fald. Det er med til at give følelsen af at høre til, og jeg blev super glad, da en af de yngre kvinder fra festen sendte mig en venneanmodning på Facebook.
Nu går der halvanden uge, før jeg tager tilbage igen. Men jeg har selvfølgelig købt billet til fællesspisning i forsamlingshuset næste onsdag. Så håber jeg bare, at IKEA-guden hører mine bønner, så mit køkken bliver leveret om formiddagen eller først på eftermiddagen og ikke kl. 18. I typisk IKEA-stil er jeg blevet lovet levering mellem 10-20. Jeg krydser fingre!
Klummefabrikken's Blog 