Status efter påskens anstrengelser

Påske kom og gik, og vi nåede selvfølgelig kun en brøkdel af det, vi troede, vi skulle nå. Men vi nåede det vigtigste – nemlig at se familien og få flyttet alle mine ting fra opmagasinering og hjem. (Næsten) alt har nu fundet sin plads i Villa Ellen, og det er skønt endelig at være omgivet af mine egne ting igen.

Jeg nåede også at få slebet den gamle reol, der hang i huset og så lidt sølle ud, da jeg overtog det. Nu er den malet fint, og jeg har endelig fået et sted til bøger og nips. Jeg ved godt, at mennesker med bøger er gamle mennesker, som en studentermedhjælp på arbejde sagde til mig. Og det passer jo egentlig meget godt på mig.

Jeg synes, at reolen er med til at give rummet lidt hygge og personlighed. Og så tager den også lidt opmærksomhed det rod, der endnu ikke har fundet en plads og fra det umalede loft, som vi snart skal i gang med. Og ja ja – jeg ved da godt, at det er dumt at male vægge og paneler inden, vi maler loftet, men det er nu engang sådan, det må være, når min tålmodighed og nysgerrighed ikke er til at styre. I påsken fandt jeg heldigvis ud af, at det ikke er limfarve, der er på lofterne, så nu har jeg fundet modet til snart at kaste mig over dem.

Vi fik også malet entreen, så nu mangler der kun ca. 500 ting der. Det føles så skønt at åbne fordøren til et hjem og ikke til en byggeplads. Der er blevet ryddet op i carporten, så vi nu igen kan komme ind, og vi har fået hængt billeder og andet op. Nu kan man faktisk se, at der bor nogen i huset.

Den kommende weekend skal bruges på at få malet trappen og sat de manglende fronter på i køkkenet. Jeg har været i tvivl om farven på trappen. I mit hoved gav det god mening med en smuk bourgogne eller lækker lime, men det blev et bestemt nej tak fra kæresten.

Jeg elsker at nørde farver, men ikke når jeg står i en malerbutik. Så vi fandt et hurtigt kompromis. En farve, man ikke rigtig kan slå sig på. Lidt kedelig synes jeg. Pæn synes kæresten. Sådan lidt kaffe latte-agtig vil de fleste nok mene.

Nuvel – jeg kunne selvfølgelig ikke vente med lige at prøve-male lidt. And guess what… Det er sgu næsten samme farve som den oprindelige. Det er jeg ved at få spat over, men nu giver jeg det et skud. Trappen bliver malet. Hvis jeg ikke synes, det forandrer rummet nok, så kommer der en skvat anden farve i, og så prøver jeg igen.

I skal nok få resultatet at se, når jeg engang kommer i mål.

Ellers sker der faktisk ikke det vilde. Eller rettere – der er sket det store, at min cykel er fundet frem igen og er køreklar. Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker vind i håret og hvor godt det er for mine fødder og knæ. Så nu kan man se mig i fuld fart langs vandet på Vestegnen, når jeg er der. Det er så fint at opdage, at det, jeg troede bare var en afkørsel på motorvejen, faktisk gemmer på masser af skjulte skatte og smuk natur.

Skriv en kommentar