Genbrug her, der og alle vegne

Det er flere måneder siden, at en – efter dialekten at dømme – meget jysk mand ringede til mig. Han har lågerne til mit nye køkken stående på sit lager. Jeg gik i en form for panik, for huset var jo hverken helt eller halvt klart til nyt køkken, og det var – og er stadig – fyldt til bristepunktet med byggematerialer, værktøj, møbler og andet habengut.

Manden var helt rolig. Jeg kan lade køkkenlågerne stå på hans lager, til jeg er klar til at få dem leveret. Der står de trygt og godt, forsikrede han mig. Så langt så godt.

Dengang var tanken om nyt køkken nærmest bare en fjern drøm. Men nu! Nu bliver det snart virkelighed. Eller rettere – vi nærmer os. Jeg har i alt fald fået lov til at få skabe og skuffer leveret om 14. dage. Præcis hvornår det så bliver sat op, ved jeg ikke. Men bare det, at være nået så langt, er stort.

Der er flere grunde til, at jeg glæder mig til, at huset bliver klart til indflytning. For egentlig har vi aftalt, at vi ikke skal købe møbler og andet, før vi får tømt lageret, hvor mine ting er til opmagasinering. For hvad har vi egentlig? Men som jeg skrev sidst, så afholder det selvfølgelig ikke mig fra at suse Sjælland og nærliggende øer rundt for at hente diverse. Det betyder så, at lejligheden på Vestegnen, der ikke er stor, pt. rummer et ret imponerende udvalg af møbler og nips, der på et eller andet tidspunkt skal fragtes til Øen.

Jeg bruger især lang tid på at lede efter møbler til den stue, vi lige nu kalder Gin & tonic-stuen. Det er og fortsætter med at være en gennemgangsstue, men jeg vil gerne have, at den bliver hyggelig. Vi har lavet det benspænd for os selv, at der ikke må være hvide vægge i huset og at alle møbler – på nær senge – skal findes brugt. Vi kan simpelthen ikke forsvare at købe en masse nyt. Dels på grund af økonomi, dels på grund af klima. Verden har ikke brug for flere nye ting, tænker jeg. Og derfor er Marketplace, DBA og diverse loppemarkeder rundt omkring, hvad jeg bruger tid på, når jeg har fri.

Det betyder heldigvis også, at jeg møder sjove, skæve og inspirerende mennesker undervejs.

Vi kommer i høj grad også til at bruge nogle af de møbler, der stod i huset, da vi overtog det. Blandt andet en ret stor, væghængt bogreol. Jeg tænker, at med lidt sandpapir og en spand maling, så bliver den flot. Den kommer op, selv om jeg forleden lærte, at bogreoler er so last Year. Det lod en studentermedhjælper mig forstå over frokosten, da hun konstaterede, at mennesker med bøger er gamle mennesker.

Jamen, så lyver spejlet jo ikke, tænker jeg. Og så glæder mig til at få sat den skide bogreol i stand og hængt op. Når vi når så langt!

Nu starter vi møde at køre til Øen torsdag efter arbejde og nyde en ekstra lang og forhåbentlig effektiv weekend.

Lang weekend forude

Hvis der er noget, jeg aldrig bliver træt af, så er det lange weekender. Eller weekender sådan i det hele taget.

Sidste uges fridage blev skudt godt i gang med store drinks i solen på terrassen hos skønne venner – omgivet af duftende citrusplanter. Lørdag besluttede jeg sammen med kæresten (og det gik overraskende smertefrit!), hvordan køkkenet i vores nye hus skal se ud og hvilke gulve, der skal være på badeværelserne. Søndagen brugte jeg selskab med skønne frivillige i Den solgule idyl, hvor der var brunch og kig ud over et blikstille Øresund på programmet. Slet ikke tosset.

Når jeg går hjem i dag, har jeg igen fri. Helt til mandag i næste uge, og jeg kan faktisk slet ikke få armene ned. Jeg begynder fridagene med en togtur til Esbjerg, en screening på hospitalet der og videre til Øen. Nøj, hvor jeg glæder mig. Altså ikke til togturen og hospitalet, forstås, men til at komme hjem til Øen.

Faktisk glæder jeg mig så meget, at jeg lige nu helt kan abstrahere fra, at fridagene skal bruges på noget så spændende som rockwool, græsslåning og alt, hvad der kan støve.

Det er præcis derfor, det føltes så godt at få styr på køkken og fliser, for det er vigtigt at have et mål. Noget at se frem imod. Lige nu er det bare nedbrydning, støv og snavs. Hold nu op, hvor jeg glæder mig til, at lofterne igen ligner lofter, væggene ikke længere har huller, og gulvene er rene.

Men nu ved jeg, hvordan slutresultatet bliver. Jeg kan se det for mig, og det bliver godt. Jeg glæder mig til at vise jer det.

Til gengæld arbejder jeg på at styre alle de mere eller mindre skøre ideer, der hele tiden dukker op.

”Aj, det kunne være fedt med udebad!”
”Aj, det kunne være fedt med orangeri, hvor der er carport i dag!”
”Aj, det kunne være fedt, hvis vi flyttede trappen!”

Jeg forsøger at holde ideer og drømme i skak, så budget og tidsplan ikke går helt amok. Det hjalp lidt, da jeg i går talte med Altmulig-Mads, som er ham, der har styr på, hvad der skal gøres hvornår, af hvem og hvorfor. Han mener, at jeg kan få køkkenet sat op sådan medio oktober – start november’ish. Det er hurtigere, end jeg havde håbet på, så nu er jeg helt i hopla og klar til endnu en runde med støv, snavs og rockwook. Det kan bare komme an.

God Kristi Himmelfarts-fri, når du når så langt!