Stadig uperfekt – heldigvis

Jeg havde den bedste lørdag i lørdags. Der var jeg nemlig sammen med hele min splittergale familie, og det elsker jeg at være. Det sker ikke så tit, at vi kan samles alle sammen, men når det sker, så griner og snakker vi meget. Måske var der lidt for meget sports-snak og formel 1 for min smag, men det betyder i virkeligheden ikke noget. Pointen er, at vi er sammen.

Jeg kan så forstå, at mit nye kælenavn i familien er Faster Fuldtid. Tak for det! Faktisk synes jeg, at det ret sjovt, og jeg nyder de kærlige drillerier, om end de også giver anledning til bekymring. For min familie kender mig, og de ved, at jeg altid har arbejdet fuldtid. Men I – jer, der læser med på bloggen og som ikke er i familie med mig – I ved det jo ikke. Og måske har I fået det indtryk, at jeg er luddoven (hvilket faktisk ikke er helt forkert, men dog ikke når det gælder arbejde), eller at jeg er ved at omkomme af overbelastning efter, at jeg – ligesom de fleste andre mennesker – skal på arbejde hver dag. Det er faktisk ikke tilfældet.

Når jeg skriver, at jeg synes, det er hårdt at stå op og tage af sted hver dag, så er det, fordi jeg aldrig har prøvet det. Jeg har været vant til skæve arbejdstider, lange arbejdsdage og arbejde i weekender og på helligedage. Nogle gange mødte jeg kl. 04.30. Andre gange sluttede jeg efter midnat. Men der var også vidunderlige hverdagsaftener, hvor jeg pludselig kunne lade mig falde i en pøl af vin, fordi selskabet bare var hyggeligt og jeg først skulle møde på arbejde om tre dage. Sådan er det jo ikke, når man arbejde inden for almindelig kontortid. Uanset hvor voksen man er.

Som selvstændig arbejdede jeg også mange timer, men jeg skulle ikke nødvendigvis ud ad døren hver morgen. I stedet kunne jeg sidde ved mit skrivebord og nyde synet af hverdagstravle mennesker, der sled sig igennem mylder og regn. Nu er jeg selv en af dem, og det er ikke altid lige fedt.

Mens jeg fløj, var dagene nogle gange virkelig lange. Og jeg fløj, mens det stadig var sjovt. Når jeg taler med mine ekskolleger i dag, så kan jeg høre, at dagene dengang var vand imod, hvad dagene er i dag.  Faktisk er jeg rystet over det arbejdspres, mine skønne ekskolleger bliver budt – især i kombination med en ikkeeksisterende respekt for individet og med virkelig ringe mulighed for at planlægge et liv ved siden af arbejdet. Mig bekendt er eneste mulighed for med sikkerhed at kunne holde fri deltagelse i egen begravelse.

Heldigvis eksisterer mit gamle firma – og alle andre firmaer – i en tid, hvor alt er individets ansvar. Du er din egen lykkes smed. Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, kan du jo bare finde et andet job. Og hvis du bliver syg, er det din egen skyld. Du kunne bare have spist sundere, rørt dig mere og opbevaret dine madvarer i glas frem for plastik eller lagt cigaretterne på hylden.

Vi skal være perfekte. Det gælder også mine tidligere kolleger, og jeg kan ikke undgå at bemærke, at selv om sygefraværet er tårnhøjt i branchen og langtidssygemeldigerne vælter ind, så smiler de og lægger kun ”gode” billeder på blandt andet Facebook. Billeder at kollegerne, der huskede deres fødselsdag i mange kilometers højde, eller billederne af kolleger, der hygger på de stop rundt om i verden, der efterhånden er blevet så korte, at de knapt når at krølle sengetøjet. Sjove anekdoter, hygge og statusopdateringer om, hvor i verden de befinder sig. Som var de rejst tre uger på ferie, når sandheden er, at de knokler – ofte underbemandet – i rigtig mange timer af gangen. For det er jo deres egen skyld, at de ikke har taget en uddannelse og de kan jo ikke andet. Bullshit! Men det er en helt anden sag.

Pointen er, at ingen tør vise det uperfekte, og det er så ærgerligt. For det uperfekte er langt mere interessant og ærligt end det perfekte.

Jeg har en generel antipati mod mennesker, der ikke tør indrømme fejl, som aldrig kommer galt af sted eller siger noget dumt. Mennesker, der aldrig tænker grimme eller upassende tanker. Mennesker, der aldrig vælter en kop ud over årsplanerne på teammødet eller skvatter ukækt foran den lækreste mand. Men jeg forstår, at det uperfekte er ucoolt. Og derfor er det da også vigtigt for mig at fortælle, at jeg altså godt kan holde til at gå på arbejde ligesom alle andre mennesker. Jeg forbeholder mig dog retten til at synes, at det er træls, at man skal i fast linning fem dage om ugen. Så uperfekt er jeg nemlig!