Nattens emne der holdt mig søvnløs:
HVOR SKAL JEG GØRE AF MIN LÆBEPOMADE, NÅR JEG RENDER RUNDT PÅ EN BANANPLANTAGE UDEN LOMMER?
Den vigtige problematik kostede nattesøvnen mellem 01.30-03.30.
Godt nok er jeg ualmindelig afhængig af læbepomade, men bør det koste nattesøvn? Og er der egentlig ikke større problemer i Afrika, der fortjener fokus? Jo, muligvis – det var bare ikke på omgangshøjde i nat.
Jeg har været museumsbetjent i dag, og der har været helt utroligt mange børn på besøg. Og jeg vil da gerne lige rose mig selv for, at jeg bevarede roen og det kølige overblik.
Jeg overhørte denne samtale mellem elev i 0′te og lærerinde:
Lærerinde: “Du er virkelig dygtig til at huske, Mads!”
Mads: “Det er fordi, jeg har taget mit huskehoved på i dag”
Nøj, hvor kunne jeg godt tænke mig et huskehoved, for jeg kan ikke huske fra min næse til min mund. For eksempel var jeg lige ved at glemme, at mit pas er udløbet, men jeg nåede heldigvis at huske det i tide, og et nyt pas er i hus, så jeg SNART kan rejse til Malawi. Tak til Borgerservice, der sørgede for, at mit nye pas lå i min postkasse fire dage efter, at jeg bestilte det. Uden ekstra betaling!
Senere kom en lille pige hen til mig for lige at få genopfrisket reglerne på museet:
Pige: “Er det ikke rigtigt, at man kun må røre tingene med blikket herinde?”
Hvor er det fint formuleret! Nogle gange bliver jeg sgu så begejstret for de der unger!
Hvem fanden har stukket en syl ind i mit venstre øre? Og hvorfor gør min hals pludselig så ondt, at jeg næsten ikke kan synke?
Godt jeg nåede at sætte hele fadet med crumble til livs inden det blev rigtig slemt…
Og hvor smart er det at smække røven i sofaen og se Whitneys begravelse, når man er virkelig grådlabil og burde overveje indespærring på ubestemt tid.
Jeg har ganske simpelthen ikke tid til at blive syg. Vinduerne pudser jo ikke sig selv, Askepot. Og jeg skal snart på den famøse pressetur til Malawi, som jeg glæder mig til at fortælle meget mere om, men som også stresser mig helt vildt, fordi jeg er sådan en, der er bange for alt.
For tiden bruger jeg nætterne på at ligge vågen og spekulere på virkelige vigtige ting. Som fx:
Og pludselig er jeg nærmest lammet af skræk over at skulle flyve. På trods af at jeg rent faktisk har arbejdet som stewardesse i 11 år. Det giver for fanden da ingen mening. Og nu reagerer kroppen så åbenbart på den manglende nattesøvn ved at give mig ondt i hals og ører.
Tror jeg må en tur på spinningcyklen i morgen i forsøget på at svede eventuel virus og unødige bekymringer ud. Nogle gange kan jeg godt blive sådan lidt træt af mig selv…
Og bedst som jeg så sidder her og tænker, at jeg bør tage mig sammen, så varmer det da helt vildt, at jeg åbenbart kan inspirere andre i Blogland. Tror I jeg blev stolt, da jeg læste dette? Det kan I lige regne med, at jeg gjorde!
Nå men det gik da skide godt til spinning i dag. I’m back!
Tror Kirsten havde ret – det var nok bare for lavt blodsukker, der drillede sidst. Derfor var jeg forberedt, og havde spist både æble og nødder inden afgang. Og jeg var satme god!
Næste uge holder instruktøren ferie, og derfor har jeg valgt at skippe spinningen og kaste mig over en times Afrodance… Det giver ærgerlige, men også ret sjove billeder i hovedet! I kommer helt sikkert til at høre mere om den oplevelse…
Jeg er vild med et godt kram. Føler mig privilegeret over at have så mange gode venner i min nærhed, der også er vilde med at kramme. Og jeg er jo som nævnt startet i en butik i Valby, hvor man krammer sine kolleger rigtig meget. Morgen og aften. Og det er skønt!
MEN…! Er det virkelig nødvendigt at kramme mennesker, man kun lige har mødt? Tag det klassiske middagsselskab: Mange mennesker samlet. Nogle man kender. Andre, der er nye i selskabet. Vi har spist sammen, har været i stue sammen i et par timer. Det har været hyggeligt, og jeg har fået et godt indtryk af dig. Det er bestemt ikke fordi, jeg ikke kan lide dig. MEN…! behøver vi at lægge armene om hinanden og komme så tæt på? Vi har jo for pokker lige mødt hinanden, og måske ses vi aldrig igen.
Er det mærkeligt, hvis man nøjes med at kramme dem, man kender i selskabet og giver hånd til de nye? Ja, det er det åbenbart. Er der grund til at føle sig udenfor og forkert, hvis man er en af dem, der får et varmt håndtryk i stedet for et kram? Ja, åbenbart. Der skal krammes, skal der!
Jeg forstår gestussen. Jeg anerkender, at det er ment som et kompliment, et udtryk for “Jeg kan lide dig!” MEN…! Hvad er der dog galt med et håndtryk? Et godt gammeldags et af slagsen. Som i: “Hyggeligt at have mødt dig. Jeg kan godt lide dig. Jeg håber, vi ses igen. Tak for nu!”
Jeg kan lide at kramme min familie og mine nære venner. Og af angst for at blive stemplet som snerpet, krammer jeg også andre, men jeg var i virkeligheden helst fri. Det er jo lige før, at det forventes, at vi krammer kassedamen eller manden på Strøget, der sælger blomster. Og de er da sikkert skønne mennesker, MEN…! Kan et ”tak” ikke gøre det?
Jeg tænker, hvad bliver næste skridt? At vi skal dybesnave hinanden, når vi har mødtes mere end et par gange? For på et tidspunkt er knuset vel så udvandet, at vi bliver nødt til at udvide repertoiret. Skal vi så knalde fremmede for at vise, at vi kan lide dem? (Ok – ser faktisk muligheder der…, men seriøst!)
Kan I huske, hvor høj jeg var i hatten for et par uger siden efter spinning? Jeg ville synge med på sangene, og jeg kom i “meditativ trance”.
Yeah right! Til gengæld kom jeg ned på jorden i dag, hvor jeg undervejs i timen fik det så dårligt, at jeg troede, jeg skulle falde omkuld. Pludselig kunne jeg ikke se noget, og manden ved siden af mig blev ved med at sige, at jeg skulle skrue ned for belastningen, men jeg kunne hverken skrue eller cykle. Jeg kunne kun mærke, at min krop rystede voldsomt indvendigt… det giver ingen mening, men sådan føltes det, og det var virkelig ikke særlig sjovt.
Jeg lider af ubalance i mit nervesystem, så engang imellem besvimer jeg sådan uden videre. Det skyldes (selvfølgelig), at jeg ikke får nok ilt til hjernen. Men hey krop – hvis ikke du synes, du får nok ilt til hjernen, når vi spinner, så ved jeg sgu snart ikke, hvad jeg skal stille op med dig! Vi er ikke venner lige nu!
Måske er det bare hævnen for en virkelig doven dag. For jeg har da ikke fået skrevet den artikel. Er ikke engang begyndt på den endnu. Til gengæld fik jeg nuppet en dejlig lur på sofaen i eftermiddags. Måske er det bare så enkelt – man kan ikke både være doven og gå til spinning.
Instruktøren vil have, at jeg skal forlade lokalet, hvis det sker igen, men jeg føler mig nu tryggest ved at blive siddende på cyklen. Bleg, svedig og rystende. For jeg er simpelthen ikke sikker på, at jeg kan finde hen til døren, når “anfaldet” står på.
Nå, men så kan jeg lære ikke at være så høj i hatten… nu gik det ellers lige så godt. ÆV!
Jeg synes, jeg har haft nogle ret hektiske uger her i starten af det nye år. Derfor så jeg frem til en weekend i et fornuftigt tempo og uden en masse aftaler. Bare mig og min egen tid.
Godt nok havde jeg et interview lørdag formiddag og en tid på spinningcyklen søndag – hvor jeg da skal hilse at sige, at to uger væk fra cyklen kan mærkes – er allerede træt ved tanken om, at jeg skal op på jernhesten igen senere i dag. Satans til form, der forsvinder hurtigere end et nys!
Men altså – to ting jeg SKULLE nå, og som jeg nåede. Men jeg havde da måske nok forventet, at jeg også ville skrive artiklen, som interviewet skal forvandles til. Men næ nej – i stedet har damen tilbragt en weekend i så lavt et tempo, at jeg faktisk nu med sikkerhed i stemmen kan tale med om, hvordan det er at være statue. Statue med fjernsyn, kabale på computeren og varm kaffe indenfor rækkevidde vel at mærke.
Tænker at det på en måde er meget godt, at de sender så meget lort i fjernsynet, at man bliver nødt til at zappe i ny og næ. Tror det var den bevægelse, der holdt min puls i gang.
Jeg kan med andre ord konstatere, at når jeg siger, at jeg ikke skal lave noget, så laver jeg seriøst ingenting. Überhaubt.
Men artikler skriver jo ikke sig selv, så det kan jeg så meget passende gå i gang med nu. Ikke flere overspringshandlinger. Ikke mere dovenskab. Det er mandag, og jeg skal i gang. Og om to uger kan jeg holde endnu en fridag – men hvem tæller?
Jeg har et køleskab. Problemet med det er bare, at det larmer mere end det køler. Derfor har jeg gennem længere tid forsøgt at spare sammen til et nyt. Jeg har blandt andet ønsket mig gavekort til fødselsdage og været så heldig at få en stak.
Nu vil skæbnen så, at mine forældre snart skal flytte og i den forbindelse har de et helt nyt køleskab i overskud, som jeg må få. YEAH! Så her står jeg med nyt køleskab, der snart bliver leveret og en stak gavekort. Det er ikke så tosset.
Men kan jeg finde gavekortene? Nej, det kan jeg da selvfølgelig ikke. På trods af at jeg ved, at jeg lagde dem det der særlige sted, hvor jeg ved, at jeg altid kan finde dem igen. I kender helt sikkert det der sted.
Og jeg har ledt overalt. I alle skuffer. Gennemrodet alle bunker. Ingen gavekort! Jeg har ledt særlig grundigt i min reol, for jeg synes bestemt, at jeg kan huske, at jeg lagde dem der. Men noooooo – ingen gavekort!
Og så pludselig i går, da jeg støvede omkring, så lå de der. Sirligt lagt i en bunke. På reolen. Præcis på det der sted, hvor jeg vidste, at jeg ville kunne finde dem. Og hvor jeg har kigget en millionmilliard gange efter dem. Vupti… se os – her ligger vi sørme!
Hmmmmmm – lidt mærkeligt, ikk? Men nu er de omsat til dejlige, dejlige gaver. Blandt andet en ny føntørre så jeg ikke brænder lokkerne af igen. Ikke mere fut i fejemøget på Vesterbro. Hvor føles det dog luksuriøst at gå rundt i en butik og bare hælde ting ned i kurven – og så ikke betale, når man er færdig. I like!
Udgivet i Uncategorized
Tagget gavekort, glæden ved nyt grej, hvem fanden har flyttt mit rod
Min bedste veninde – i Blogland kendt som Bedste-veninden – er syg. Det har hun desværre været længe. Og derfor har hun været igennem både operationer, kemo og strålebehandling. Hun har også fået skruet et metalstativ fast til hovedet. Flere gange. Hun har fået stukket lange kanyler ind i hjernen og meget andet grimt – og det uden at kny.
Selv om jeg ved, at hun har været bange nogle gange, så har hun aldrig pylret. Hun har bidt tænderne sammen og gået igennem det hele, og heldigvis er hun nu i bedring.
Jeg er super stolt af hendes vilje til livet og hendes måde at tackle både sygdom og behandling på. Altid tapper. Altid med værdighed. Altid meget ærligt.
Derfor var det også en smule ærgerligt, da jeg i går måtte bede hende om at tage med mig til Hellerup i kulde og mørke. Fordi jeg er verdens største pivskid!
Og hun stillede op. Mødte mig i mørket på hovedbanen og fulgte mig nordpå. Hun underholdte mig, mens vi sad i venteværelset, og jeg troede, at jeg skulle dø af hjertestop. Og hun gik med ind, da det blev min tur og fortalte mig bagefter, hvor dygtig jeg var, fordi jeg ikke græd.
Hun var vidne til, at en sygeplejerske fortalte mig, at jeg bare skulle trække vejret dybt. Da lå jeg på en briks, fordi jeg var bange for, at jeg ville besvime af skræk, og derfor ikke turde sidde oprejst.
Hun så, hvordan jeg forvandlede mig til en 5-årig, der højt talte til tre, mens jeg kneb øjnene så hårdt sammen, at jeg frygtede, det ville være umuligt at åbne dem igen. Fordi sygeplejersken havde lovet mig, at når jeg nåede til tre, så ville det hele være overstået.
Jeg er 43, og jeg skulle have en rejsevaccination, fordi jeg er så heldig at skulle på en pressetur til de varme lande. Med alt betalt.
Synes faktisk at jeg har fortjent, at min højre arm gør ondt i dag.
Så er jeg kommet tilbage igen efter nogle dage med alt for store G & T’er, alt for meget vin, alt for meget svin og alt for mange grin. Og det har været så skønt! En tiltrængt saltvandsindsprøjtning – intet mindre. Tilsat alt for lidt nattesøvn, men det er jo svært at forlade et godt selskab. I alt fald for mig.
Det var derfor en noget klatøjet dame, der mødte ind til tjeneste i butikken i Valby i går. Men selv det går jo, når stemningen er i top og kollegaen er i grine- og kagehumør.
Ja, det blev sagt kage… derfor skal der strammes gevaldigt op igen. Starting today! Måske giver det helt sig selv. I aften skal jeg nemlig vaccineres, og jeg frygter, at jeg bliver hundesyg af det. Men måske gør jeg ikke.
I virkeligheden er det ikke frygt for sygdom, der skræmmer. Det er frygten for den forbandede nål, der skal jages ind i min skulder. Aj, hvor jeg synes, det er synd for mig! Det bliver en laaaaaang dag, for jeg har rigeligt tid til at piske en stemning op. Nålen skal nemlig først mases ind i min krop klokken 18… hulk…
Bliver måske nødt til at aftale et stævnemøde med mine to bedste venner, Ben og Jerry, så de kan komme og trøste mig, når det er overstået.
